dub-span20224

Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum, som var udstedt af Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien i [vinteren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun blandt andet har det psykisk dårligt, og at hun mistænker at være blevet smittet med en kønssygdom, da hun efter egne oplysninger er blevet voldtaget af tre mænd, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2022 har forklaret, at hun er sund og rask. Nævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om indkvarteringsforholdene i Spanien, herunder at der er alvorlige problemer i det spanske indkvarteringssystem, som resulterer i hjemløshed, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at spanske organisationer – trods de i 2019 udsendte retningslinjer, som skulle sikre asylansøgere overført til Spanien i medfør af Dublinforordningen – har hjulpet sårbare asylansøgere, der har været nægtet adgang til indkvartering, og at der i oktober 2020 var omkring 8000 asylansøgere, som ventede på at få afgang til indkvartering, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til AIDA's Country Report, Update 2020, senest opdateret i marts 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om at 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, og oplysningen om at 8000 asylansøgere i oktober 2020 ventede på at få adgang til indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger – lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne for de 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke er nærmere belyst. Der er efter nævnets opfattelse således ikke holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke vil efterleve instruksen om at sikre asylansøgere, der er modtaget i henhold til Dublinforordningen, en "guaranteed acces to reception", og det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved overførsel til Spanien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2022/4/HMU