Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Letland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i i Letland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren i Letland havde manglende adgang til asyl og information om sine rettigheder DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor henvist til, at klageren oplevede ikke at have mulighed for at søge asyl, ligesom klageren hverken mødte udlændingemyndigheder eller NGO’er der kunne give information om det forhold, at han nu befandt sig i Letland og derved i EU, og derfor havde adgang til nogle rettigheder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Letland og herefter er udrejst af Letland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Letland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Letland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Letland [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han i Letland oplevede manglende adgang til asyl og information om sine rettigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Letland har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Letland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Letland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Letland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. Dub-Letl/2022/1/imbs
