Nævnet meddelte i september 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i fem måneder for overtrædelse af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [Landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2020 udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og muslim fra [landsby], [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at han i Syrien nogle få gange har deltaget i demonstrationer for sunnimuslimers rettigheder. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet genindkaldt til militærtjeneste. Ved en tilbagevenden vil han blive en del af reservetjenesten og skal bære våben og slå andre personer ihjel, hvilket han ikke ønsker at gøre. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er en del af [B]-slægten. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror og to af hans fars fætre, som var højtstående officerer i den syriske hær, deserterede fra militæret i 2012 for at tilslutte sig Den Frie Syriske Hær. I denne forbindelse lagde de en video op på [socialt medie], hvor de erklærede, at de var deserteret og havde tilsluttet sig Den Frie Syriske Hær. Som følge heraf er deres slægt blevet eftersøgt af de syriske myndigheder, og klagerens onkel og fætter blev slået ihjel af de syriske myndigheder ved en kontrolpost på baggrund familiemedlemmernes desertering. Klagerens fætter har fremvist et USB-stik til ham, hvoraf det fremgår, at hele deres familie er eftersøgt af de syriske myndigheder, og at klageren endvidere er eftersøgt på baggrund af, at han er genindkaldt til militærtjeneste. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Nusra-fronten, idet han nægtede at tilslutte sig dem, hvorfor de betragter klageren som værende en forræder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han forud for sin udrejse blev tilbageholdt af al-Nusra-fronten, idet de ville have klageren til at tilslutte sig dem. Idet han nægtede dette, blev han tilbageholdt i omkring to måneder, før det lykkedes ham at flygte. Om klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, dels at klageren forud for sin udrejse har været genindkaldt til militæret, dels at klageren forud for sin udrejse har haft en konflikt med salafister fra al-Nusra-fronten, hvor klageren skulle have været tilbageholdt i to måneder. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at klageren er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, da klageren er i den militærpligtige alder, og at klagerens tre onkler er deserteret fra det syriske militær for at tilslutte sig Den Frie Syriske Hær. På den baggrund finder Flygtningenævnet også, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse, og om udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., udelukker opholdstilladelse Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses som en fare for Danmarks sikkerhed. Flygtningenævnet finder, at sidste led i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, må forstås således, at den pågældende ved endelig dom er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at den pågældende må betragtes som en fare for samfundet. Ved fastlæggelsen af det nærmere anvendelsesområde for flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, herunder bl.a. begrebet ”en særlig farlig forbrydelse”, må det tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1. Spørgsmålet er herefter i første række, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. Det fremgår af sagen, at klageren ved [Landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2020 blev idømt en fællesstraf på fængsel i fem måneder for tyveri af [genstand] fra en […] til en værdi af ca. 8.000 kr. og forsøg på at stjæle yderligere [genstand] (forhold 1) samt forsøg på at stjæle [genstand] fra samme […] ved en anden lejlighed (forhold 2), jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, jf. til dels § 21. Fællestraffen vedrørte en reststraf på 52 dage, der angik en dom afsagt [i foråret] 2016 af [byretten]. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Efter en samlet vurdering af karakteren af de forhold i den nævnte dom, der begrundede udvisningen af klageren – samt når også henses til bl.a., at der ikke som anført af Udlændingestyrelsen var tale om indbrudstyveri – finder Flygtningenævnet, at klageren ikke ved denne dom er dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet bemærker, at selv hvis der lægges vægt på klagerens tidligere domme finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre den nævnte vurdering, idet de tidligere domme også angår tyveri eller forsøg på tyveri af blandt andet [genstand], [genstand], [genstand] og [genstand] fra pladser tilhørende erhvervsdrivende virksomheder. Allerede på den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens §10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor fortsat klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syri/2021/192/imbs
