syri2021154

Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2020, og at hun [i vinteren] 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for overgreb af nogle mørkklædte og maskerede mænd og de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke klagerens forklaring om sit asylmotiv troværdigt. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende, udbyggende, afglidende, og at episoden vedrørende de maskerede og sortklædte mænd ikke fremstår selvoplevet. Det fremstår herunder divergerende, at hun har forklaret til oplysnings-og motivsamtalen af [efteråret] 2020, at hun efterfølgende er blevet ringet op to gange af ukendte personer, der sagde, at hun skulle komme ud, og at hun ellers ville blive voldtaget, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at truslen gik på, at hun skulle ud af Syrien. Hertil kommer, at klagerens far og de 3 brødre siden [foråret] 2020 har boet i deres hus i [by] uden at opleve problemer, og at klageren ikke ved, om der er nogen konflikt længere. Klageren har endvidere tidligere forklaret, at familien ikke havde problemer med YPG, mens klagerens under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at hun frygter at blive pågrebet af YPG. Ligeledes har klageren forklaret divergerende om, hvorledes klagerens far håndterede YPG´s henvendelser vedrørende hvervning af sønnerne. Det forhold, at 2 af klagerens brødre eller andre familiemedlemmer, der er i den militærtjenestepligtige alder, har unddraget sig militærtjeneste, findes ikke i sig selv at bringe hende i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Issues Regarding Military Service, October 2019” fremgår, at det ikke har konsekvenser for familiemedlemmer, at et familiemedlem har unddraget sig militærtjeneste, medmindre disse er særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Dertil kommer, at klagerens far og 3 af hendes brødre, [A], [B] og [C], fortsat bor i hjembyen i Syrien, hvilket de har gjort i over et år nu. Klagerens frygt for straf eller at blive brugt som pression af de syriske myndigheder findes også på denne baggrund at være ubegrundet. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien kan heller ikke anses for at medføre en konflikt med de syriske myndigheder, da illegal udrejse efter baggrundsoplysningerne ikke i praksis straffes af myndigheder. Da klageren ikke har en individuel konflikt med de syriske myndigheder, politiske grupperinger eller andre, opfylder hun ikke betingelserne for at få opholdstilladelse iht. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Da sikkerhedsforholdene i klagerens hjemområde, Al-Hasakah i Syrien - i modsætning til de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhedssituation i Damaskus – fortsat vurderes at være af være af en sådan karakter, at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3 i form af umenneskelig eller nedværdigende behandling med baggrund i den særlige alvorlige situation i dette område af Syrien præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i slutningen af] 2020 om midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/154/juri