Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Mudug-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […], sub-subklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 under henvisning til de generelle forhold i Somalia. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at al-Shabaab ville slå ham ihjel, idet han havde nægtet at hjælpe og samarbejde med dem. Til støtte herfor oplyste han, at al-Shabaab havde angrebet hans faders bopæl, og af de omtrent 100 mennesker, der befandt sig i huset, var 40 personer blevet dræbt, inklusiv klagerens fader, mens de resterende personer nåede at flygte fra huset. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hans opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter al-Shabaab, fordi han nægtede at arbejde sammen med dem. Han har endvidere fastholdt, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland på grund af de generelle forhold. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring ligesom Udlændingestyrelsen, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab fremstår utroværdig. Nævnet lægger afgørende vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter. Klageren har således forklaret divergerende om hvorvidt han blev opsøgt én eller to gange af al-Shabaab forud for angrebet på bopælen, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik mellem opsøgningen af ham i moskeen og angrebet på bopælen. Han har således under asylsamtalen [i efteråret] 2014 forklaret, at angrebet på bopælen skete samme dag, mens han under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014, under samtalen [i foråret] 2021 og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at angrebet mod bopælen skete dagen efter. Klageren har endvidere forklaret divergerende om selve angrebet, idet han under asylsamtalen har forklaret, at al-Shabaab kastede en håndgranat, før de begyndte at skyde, mens han ikke i de øvrige samtaler har forklaret om en håndgranat. Nævnet bemærker endvidere, at det alene beror på klagerens formodning, at der er en sammenhæng mellem hans kontakt med al-Shabaab i moskeen og angrebet mod hans families hus, hvor al-Shabaab ikke henvendte sig til klageren, og hvor der var omkring 100 mennesker til stede. Divergenserne svækker klagerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge forklaringen til grund. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at klageren har en individuel konflikt med al-Shabaab, der har ført til, at han er blevet profileret i forhold til al-Shabaab. Det forhold, at klageren har et ar efter at være blevet ramt af et skud, hvilket angiveligt skulle være sket i forbindelse med angrebet mod bopælen, kan ikke føre til en anden vurdering og kan ikke føre til, at sagen udsættes på indhentelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sin General Comment no. 4, punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i [efteråret] 2014, således at betingelserne for at nægte at forlænge hans opholdstilladelse er opfyldt. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde […] i Mudug-regionen gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, hvilket efter de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er tilfældet. Flygtningenævnet finder, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen, og at klageren ikke kan anses for at være profileret. Flygtningenævnet bemærker, at der i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor sagen er indledt før 1. juli 2019, fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Til spørgsmålet om, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særligt belastende for klageren, bemærkes, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 som 24-årig. Han har ikke stiftet familie i Danmark. Han har ikke helbredsmæssige problemer. Han har haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han har været i praktik to gange og haft vikararbejde om sommeren. Siden begyndelsen af 2020 har han arbejdet som vikar i [arbejdsplads]. Han har bestået prøve i dansk 2. Han har ikke gennemført en uddannelse i Danmark, men går i 10. klasse på [uddannelsessted]. Han har været tilknyttet en [sportsforening] i nogle måneder og kommer to gange om ugen i en [organisation]. I Somalia har han gået i koranskole i 8 år og haft arbejde i en [forretning] og i en [anden forretning]. Han har ikke kontakt med nogen i Somalia, men formoder at hans ægtefælle, hans mor og hans to yngre søstre fortsat er i landet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens tidligere § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, i den tidligere gældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/59/EHD
