Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [by], Somalia. Klageren tilhører klanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste under den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at hun frygtede al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at nogle personer fra al-Shabaab havde opsøgt klageren, fordi de ønskede at gifte klagerens adoptivdatter bort. Klagerens adoptivdatter nægtede dette og flygtede herefter, og klageren så hende ikke siden. En person fra al-Shabaab opsøgte efterfølgende klageren, og oplyste, at han ville slå hende ihjel, såfremt hun ikke fandt adoptivdatteren. Klageren rejste herefter fra sin hjemby og har herefter fået at vide, at al-Shabaab har eftersøgt hende. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring til grund. Udlændingestyrelsen lagde endvidere til grund, at forholdene i det sydlige og centrale Somalia var af en sådan karakter, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 11, stk. 2, jf. 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Advokaten procederede indledningsvis for, at sagen skulle udsættes med henvisning til, at klageren ikke var mødt grundet hendes fysiske smerter. Han oplyste, at klageren for ham dagen inden nævnsmødet havde oplyst, at hun ikke kunne klare turen til nævnet og tilbage igen grundet rygsmerter. Han henviste endvidere til den fremlagte lægeerklæring af dags dato. Udlændingestyrelsen anmodede om, at sagen blev fremmet. Flygtningenævnet har på baggrund af de foreliggende oplysninger fundet, at klagerens udeblivelse ikke kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det af den fremlagte lægeerklæring fremgår, at vurderingen er, at klageren har valgt ikke at møde op til mødet i dag på grund af subjektive rygsmerter. Flygtningenævnet bemærker, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19 er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Udlændingestyrelsen indledte af egen drift den foreliggende sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse [i sommeren] 2019, og sagen skal herefter behandles efter den dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, når grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede. Ved en afgørelse herom er det myndighederne, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet kan – i lighed med Udlændingestyrelsen – i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab i 2011 til grund, men Flygtningenævnet finder, at der ikke længere kan antages at bestå et asylbegrundende modsætningsforhold mellem klageren og al-Shabaab, idet klageren ikke kan antages at ville være profileret og efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Nævnet har herved lagt vægt på konfliktens begrænsede karakter sammenholdt med den forløbne tid, og at klagerens familie i Somalia ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt af al-Shabaab. Klageren har desuden gjort gældende, at hun ikke længere har et netværk i Somalia, men Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens plejesøn [A], der ikke længere har opholdstilladelse i Danmark og er i udsendelsesposition, kan udgøre fornødent mandligt netværk for klageren. Nævnet har herved lagt vægt på, at [A] er født i Somalia i efteråret 1999, og at han fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til klageren, og at han derved har haft sine formative år i Somalia. Nævnet har herved også lagt vægt på den tætte familiemæssige relation mellem klageren og plejesønnen, hvor de fortsat har en tæt tilknytning efter plejesønnen er flyttet hjemmefra. Desuden bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke har givet møde for nævnet, og at det alene på baggrund af klagerens oplysninger til Udlændingestyrelsen må anses for usikkert, om klageren ikke i øvrigt har et mandligt netværk i Somalia. Det kan på denne baggrund ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet desuden, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af AMISOM. Dertil kommer, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren, der nu er [i 60’erne], er født og opvokset i Somalia, hvor hun også er statsborger. Hun udrejste af Somalia [da hun var i 50’erne], og hun kom til Danmark i sommeren 2012 og blev meddelt opholdstilladelse i [efteråret] 2012. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i omtrent 9 år og er nået til modul 5 på Dansk 1. Klageren har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og klageren har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har helbredsmæssige problemer i form af smerter i ryg og højre ben og fod, problemer med armen samt astma. Klageren har ikke familie med opholdstilladelse i Danmark, hvorimod det må lægges til grund, at hun har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/51/gdan
