Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og ikke-troende, tidligere sunnimuslim, fra landsbyen [A], nær byen Sardasht, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at han i Iran har deltaget i to til tre demonstrationer mod det iranske regime. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet, da de iranske myndigheder anser ham som værende en del af de kurdiske oprørere, idet han med trusler blev tvunget til at transportere tre kurdiske oprørere forbi en kontrolpost uden at standse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder efterfølgende har opsøgt klagerens familie på deres bopæl, hvor klagerens far og bror blev afhørt. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter at blive anholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han bliver anset som modstander af regimet. Det fremgår af en statusudtalelse udarbejdet af overlæge [A], [sundhedsmyndighed], modtaget af klagerens advokat [i efteråret] 2021, at klageren vurderes at være psykotisk, og det mistænkes at dreje sig om […], men at der er ikke stillet en endelig diagnose. Det fremgår videre af udtalelsen, at klageren mangler sygdomsindsigt, ikke ønsker behandling og har udtalte hukommelsesproblemer. På den baggrund og under hensyn til den tid, der er gået siden den oprindelige samtale i 2012, sammenholdt med karakteren af de foreliggende divergenser, foreligger der ikke et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at det forhold, at klageren i 2015 rejste tilbage til Iran, hvor han uden særlig anledning opholdt sig i en måned uden at opleve problemer med myndighederne, selv om han rejste til turistområder, hvor han spiste frokost, spillede bordfodbold i en park og flere gange krydsede grænseovergangen mellem Irak og Iran, godtgør, at de forhold, der oprindeligt begrundede hans opholdstilladelse, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse. Klageren kan således ikke længere anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet er desuden af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at det heller ikke i øvrigt vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtigelser, jf. herved navnlig EMRK artikel 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. De lægelige oplysninger, der er fremlagt for Flygtningenævnet kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/55/imbs
