Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1992.Flygtningenævnet udtalte:” Klageren er fra [by], Iran, og han har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klageren som asylmotiv henviste til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede styret i Iran på grund af sit medlemskab af og aktiviteter for Cherikhaye Fadayi Khalgh. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han i Iran var medlem af Cherikhaye Fadayi Khalgh, som var en kommunistisk organisation. Organisationen kæmpede mod det diktatoriske regime, og de kæmpede blandt andet for retfærdig fordeling af værdier og indtægter. Klagerens aktiviteter bestod blandt andet i at trykke og uddele løbesedler samt at tale med folk. På et tidspunkt blev klageren anholdt og var først tilbageholdt i nogle måneder uden nogen vidste, hvor han var, imens han blev udsat for tortur. Derefter blev han officielt fængslet. Klageren fik en dom på 20 år for at være medlem af partiet. Under sin frihedsberøvelse fik klageren mulighed for orlov af 48 timers varighed. I forbindelse med klagerens orlov til sin farfars begravelse hjalp klagerens mor med at arrangere klagerens udrejse, således at han kunne flygte. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 1994 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [I sommeren] 2015 blev klageren af Landgericht Lübeck idømt 3 år og 3 måneders fængsel for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde samt medvirken til ulovlig handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde. [I efteråret] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 4, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 2. Udlændingestyrelsen har samtidig vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han derfor ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens § 31. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter myndighederne i Iran på grund af sin tidligere dom og politiske aktiviteter. Derudover har klageren i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran, idet han er konverteret til kristendommen. [I foråret] 2020 blev klageren af Københavns Byret idømt 10 måneders fængsel, jf. straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., samt lov om euforiserende stoffer. Klageren blev endvidere tildelt en advarsel om udvisning i medfør af udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set fortsat opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er [i sommeren] 2015 i Tyskland idømt ubetinget fængsel i 3 år og 3 måneder for besiddelse af 3.992,1 gram opium samt medvirken til handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde. Spørgsmålet er herefter, om denne dom medfører, at klagerens opholdstilladelse skal inddrages. Efter Rigsadvokatens udtalelse [fra efteråret] 2019 vurderes, at en tilsvarende forbrydelse i Danmark ville medføre en domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer og en straf på mellem 3 år og 3,5 års fængsel. Efter udlændingelovens § 22, nr. 4, kan en udlænding, der har opholdstilladelse og har opholdt sig i Danmark i mere end 9 år, udvises, hvis han idømmes en ubetinget frihedsstraf for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 191. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1, at en udlænding ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, hvis udlændingen uden for landet er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter § 22, såfremt pådømmelse var sket her i landet, med mindre der foreligger særlige omstændigheder. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Henset til, at klageren er dømt for besiddelse af en betydelig mængde euforiserende stoffer og til den konkret idømte straf, finder Flygtningenævnet, at der er tale om en særlig farlig forbrydelse, og at klageren udgør en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at klageren efterfølgende ved Københavns Byret [i foråret] 2020 er idømt 10 måneders fængsel for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Isoleret set er betingelserne for at udelukke klageren fra beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, stk. 4 opfyldt, hvorfor klagerens opholdstilladelse kan inddrages jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 3. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 3, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 2. Klagerens sag skal således afgøres efter de hidtidige regler. Flygtningenævnet har ved denne afvejning lagt vægt på den straf, en tilsvarende forbrydelse ville have medført ved pådømmelse i Danmark, sammenholdt med at klageren er dømt for ligeartet kriminalitet i 2020 i Danmark. Det er også tillagt vægt, at klageren fik asyl i Danmark i [vinteren] 1994 sammenholdt med oplysningerne om hans tilknytning til henholdsvis Danmark og Iran. Endelig er det tillagt vægt, at klageren de seneste år ingen tilknytning har haft til arbejdsmarkedet, på hans personlige forhold, og at han er separeret og har kontakt til sine to børn i Danmark, som er voksne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/47/tps
