Nævnet meddelte i august 2021 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2017 idømt fængsel i 50 dage for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Vestre Landsret stadfæstede dommen i 2017 med den ændring, at klageren blev idømt fængsel tre måneder. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Det fremgår af sagen, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er statsborger i Iran, og at han er født og opvokset i Irak. Klageren har endvidere oplyst, at han er etnisk kurder og sunni-muslim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en indrejse til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre, som begge er fra Iran, er medlemmer af og aktive for Kurdistan Democratic Party i Irak, og at han som følge af sine forældres politiske aktiviteter ikke kan vende tilbage til Iran, fordi han vil blive henrettet på baggrund af deres konflikt. Klageren har videre oplyst, at han er bange for, at de iranske myndigheder vil bruge ham til at få fat på hans forældre. Klageren har endvidere oplyst, at han født og opvokset i Irak, samt at han ikke har iranske dokumenter, hvorfor han ikke kan vende tilbage til Iran. Klageren og dennes far er for flygtningenævnet fremkommet med en forklaring omkring faderens politiske aktiviteter dels i Irak dels i Danmark, og de konsekvenser det blandt andet har medført for faderen. Flygtningenævnet finder, at det er sandsynliggjort, at klageren som følge af faderens politiske aktiviteter er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Vestre Landsrets dom [i efteråret] 2017 idømt fængsel i 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 245. Klageren blev dømt for på et [sted] i forening med tre andre at have overfaldet og have udøvet vold blandt andet med redskaber og slag samt knæ i hovedet mod en person, der forsøgte at komme væk. Af landsrettens dom fremgår det, at der havde været et forudgående forløb, hvor forurettede var årsag til den første tumult, og at det var forurettede, der startede voldsudøvelsen, idet han havde et [redskab]. Flygtningenævnet finder henset til sagens karakter, at der er tale om en samfundsfarlig forbrydelse. Forholdet fandt sted [i] 2016 på et [sted], og klageren har ikke siden begået strafbare forhold. Der er således tale om et enkeltstående forhold, der opstod spontant, og som blev startet af den forurettede i sagen. Efter en konkret afvejning af oplysningerne finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses som en fare for samfundet. Når dette sammenholdes med at klageren har hele sin nærmeste familie i Danmark, finder Flygtningenævnet, at proportionalitetsafvejning i overensstemmelse med Flygtningekonventionen fører til, at der foreligger sådanne særlige grunde jf. udlændingelovens § 10 stk. 3, 1. pkt., at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." Iran/2021/46/ACA
