Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim. Han er født og opvokset i [by], men flyttede til Bagdad, Irak i 1991, hvor han boede frem til sin udrejse. Det fremgår af sagen, at klageren har oplyst, at han indrejste i Danmark [i efteråret] 1998 uden gyldig rejselegitimation, og at han [i starten af] 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I starten af] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i sit hjemland. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Irak, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i perioden fra [foråret] 2018 til [sommeren] 2020 har opholdt sig i Irak i 742 ud af 868 dage, og at klageren dermed har haft sit hovedophold udenfor Danmark. Nævnet har desuden lagt vægt på, at klageren er registreret på en adresse i CPR ved sin tidligere ægtefælle, hvor han også opholder sig, når han er i Danmark, men at klageren har oplyst, at han ikke betaler husleje i Danmark, og at han ikke har en nøgle til boligen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren senest har haft indkomst i Danmark i [sommeren] 2011. Flygtningenævnet bemærker, at da klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., er det uden betydning, at han ikke på noget tidspunkt har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ved vurderingen af, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at han i ovennævnte periode har opholdt sig i Irak i 742 ud af 868 dage, og at han af flere omgange valgte at udrejse af Danmark for frivilligt at tage ophold i Irak. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Derudover tiltræder nævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet klageren har haft sit primære ophold i Irak og dermed selv har valgt at begrænse sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark og selv har valgt at udøve sit familieliv på denne måde. Klageren har som nævnt ikke på noget tidspunkt har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og spørgsmålet er herefter, om udlændingelovens § 17 a medfører, at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke kan anses for bortfaldet. Hertil bemærker Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 17 a, der blev indsat i forbindelse med vedtagelsen af repatrieringsloven (lov nr. 353 af 2. juni 1999) – sammenholdt med § 17 – indeholder bestemmelser om, hvornår en opholdstilladelse i Danmark bortfalder som følge af repatriering. Bestemmelsen i § 17 a omfatter efter dens ordlyd og forarbejder personer, der vender frivilligt tilbage til deres hjemland med henblik på at tage varig bopæl, jf. repatrieringslovens § 2. Af forarbejderne til lov nr. 353 af 2. juni 1999 fremgår endvidere, at det ikke kan anses for repatriering, hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet eller det tidligere opholdsland i en periode for derefter at vende tilbage til Danmark. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke er omfattet af bestemmelsen, idet klageren – selvom han frivilligt har taget bopæl i hjemlandet – under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i hverken ord eller handling på noget tidspunkt har tilkendegivet, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i Irak. Da klageren opholder sig i Irak, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/24/gdan
