Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er eritreisk statsborger, etnisk tigrinya og ortodoks kristen fra [by] Zoba Debub i Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerens ægtefælle, [H], har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren og ægtefællen har samme tre børn. Klageren blev i [vinteren] 2015 meddelt opholdstilladelse i medfør af familiesammenføringsreglerne med henblik på at blive genforenet med sin ægtefælle og faren til deres tre børn. Klageren indrejste i Danmark i [sommeren] 2016 sammen med sine to førstefødte, [S] og [N]. Den 1. juni 2017 fødte klageren sit tredje barn, [I], i Danmark. I [vinteren] 2018 indgav klageren ansøgning om asyl. I [sommeren] 2019 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som begrundelse for, at klageren ikke blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, har Udlændingestyrelsen anført, at klageren ikke efter Udlændingestyrelsens vurdering er i risiko for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. Udlændingestyrelsen lagde blandt andet vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om Eritrea, som beskriver, hvordan gifte kvinder og mødre i større omfang er blevet fritaget fra nationaltjeneste. Udlændingestyrelsen har desuden lagt vægt på, at klageren aldrig har haft konkrete og individuelle konflikter med myndighederne i sit hjemland. I [vinteren] 2021 har advokat [MD] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at der er risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive tilbageholdt, afhørt og fængslet som følge af, at hendes ægtefælle er flygtet fra landet. Klageren har også som asylmotiv anført, at hun frygter at blive indkaldt til nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund, da denne fremstår konsistent. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. Det er endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Eritrea National Service, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen den 1. januar 2020 usikkert, hvilken konsekvens en desertering har for en tilbageværende ægtefælle, herunder om ægtefællen risikerer fængselsstraf eller pålægges en ”bøde”. Under hensyn til, at klagerens mindreårige børn nu er i alderen [x] til [x] år, kan et flertal af Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste. På denne baggrund og henset til klagerens ægtefælles konflikt med myndighederne, som har medført, at ægtefællen er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og da klageren er udrejst illegalt finder et flertal af Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ægtefællen tidligere er fritaget for nationaltjeneste som følge af graviditet kan ikke ændre herpå. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2021/10/hmu
