dub-sver202116

Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige frygter at skulle bo på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke skulle overholde deres internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det forhold, at klageren har henvist til en rapport fra Socialstyrelsen i Sverige om afviste asylansøgers adgang til sundhedsbehandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet henviser i den forbindelse til et brev fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt et brev fra Save the Children af 25. marts 2019, hvoraf fremgår, at afviste asylansøgere i Sverige kan modtage kommunal bistand i form af ”emergency assistance” fra deres opholdskommune, og at der ved et afslag herpå kan klages til en højere instans. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/16/hzc