Nævnet stadfæstede i september og 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Litauen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Litauen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Litauen, til at klageren frygtede at blive udsat for tortur ved overførsel fra Litauen til Rusland, og til, at klageren risikerede at blive frihedsberøvet ved overførsel til Litauen, som følge af en lovændring, der netop var blevet vedtaget. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Litauen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Litauen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Litauen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Litauen [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af sagens oplysninger, herunder oplysningerne fra de litauiske myndigheder og klagerens egne forklaringer til sagen, at klageren indrejste i Litauen [i vinteren] 2018, hvor han søgte om asyl [i vinteren] 2019, og at han ved afgørelse truffet af den litauiske højesteret blev meddelt endeligt afslag på asyl med retsvirkning fra [vinteren] 2021. Det er ikke gjort gældende, at klagerens rettigheder skulle være blevet krænket under asylsagsbehandlingen i Litauen, og Flygtningenævnet finder ikke, at en generel henvisning til en lovændring, der er vedtaget efter, at klagerens asylsag er færdigbehandlet, i sig selv sandsynliggør, at klageren ved en tilbagevenden til Litauen ikke skulle blive indkvarteret under passende forhold, eller at han skulle blive uretmæssigt frihedsberøvet. For så vidt angår klagerens frygt for at blive udsat for tortur ved en eventuel udsendelse fra Litauen til Rusland, bemærker Flygtningenævnet, at hverken oplysningerne i sagen eller i baggrundsoplysningerne i øvrigt giver holdepunkter for at antage, at Litauen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non refoulement, ligesom Litauen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder herudover i lighed med Udlændingestyrelsen, at det vil være i strid med Dublinforordningens grundlæggende princip om, at kun én medlemsstat skal være ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, hvis klageren efter endeligt afslag på asyl i én medlemsstat, vil kunne få en asylansøgning behandlet på ny i en anden medlemsstat. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at forholdene for asylansøgere i Litauen er forværret, som følge af, at landet i øjeblikket modtager tre gange så mange asylansøgere som de foregående år, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet her herved lagt vægt på, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Litauen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Litauen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endelig ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Den omstændighed, at klageren har oplyst, at han har psykiske helbredsmæssige problemer, kan heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne lægebehandling, hjælp og støtte i Litauen. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de litauiske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Lita/2021/1/LINB
