Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, og at klageren havde en privatretlig konflikt med en tidligere arbejdsgiver. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Det forhold, at en fransk forvaltningsdomstol den 15. oktober 2018 har fundet, at en konkret overførsel af en asylansøger til Italien i medfør af Dublinforordningen ville risikere at krænke asylansøgerens rettigheder i strid med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, og at asylansøgeren derfor ikke kunne overføres til Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at forholdene i Italien har ændret sig siden dommens afsigelse i 2018, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (sagsnr. 46595/19). Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke er retligt bundet af den franske forvaltningsdomstols dom. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren under sin oplysnings- og motivsamtale af [foråret] 2021 i Udlændingestyrelsen er refereret for at have forklaret, at han er sund og rask. Flygtningenævnet har videre fundet, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen for klageren af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien som følge af COVID-19 pandemien, herunder bemærkningen om, at flygtninge, migranter og asylansøgere er blandt de hårdest ramte persongrupper, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Italien har en konflikt med sin tidligere arbejdsgiver, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Italien, må han henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse. Det kan ikke føre en til anden vurdering, at klageren har oplyst, at hans tidligere arbejdsgiver har meget magt, og at klageren derfor ikke kan indgive en anmeldelse til myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2021/16/CRT
