afgh202127

Nævnet meddelte i september 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2020. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Ansøgeren har som begrundelse for sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban mistænker ham for at være spion for blandt andet Danmark, hvor han har opholdt sig i en længere periode. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2019 rejste tilbage til Afghanistan for at besøge [et familiemedlem], og at han under besøget modtog to trusselsbreve fra Taliban, der beskyldte ham for at spionere og truede ansøgeren med, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke meldte sig til dem. Efter at have modtaget det første trusselsbrev, meldte ansøgeren det til politiet i Afghanistan. Herefter modtog ansøgeren endnu et trusselsbrev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at Taliban var bekendt med politianmeldelsen, og at ansøgeren skulle melde sig til Taliban, inden der var gået en dag. Efterfølgende udrejste ansøgeren af Afghanistan. Videre har ansøgeren henvist til, at hans [familiemedlem] fem gange er blevet opsøgt af Taliban, hvor der er blevet fremsat trusler mod ansøgeren, og at hans [familiemedlem] yderligere har modtaget telefoniske trusler fra Taliban. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:”Udlændingestyrelsen har i afgørelsen [fra sommeren] 2021 lagt Deres klients forklaring til grund om, at han har en asylbegrundende konflikt med Taliban. Udlændingestyrelsen har videre i afgørelsen henvist Deres klient til at tage ophold uden for sit hjemområde, [by], for eksempel i Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif i Afghanistan, for derved at undgå at risikere at blive udsat for overgreb eller forfølgelse af Taliban. Situationen i Afghanistan har efter Udlændingestyrelsen traf afgørelse [i sommeren] 2021 udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat "Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted invididuals" udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, "Talibans maktovertakelse" udgivet den 2. september 2021. Af denne grund finder Flygtningenævnet ikke, at Deres klient kan henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan. Da Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at Deres klient har en asylbegrundende konflikt med Taliban, og idet Deres klient ikke kan henvises til et internt flugtalternativ, har nævnet besluttet at meddele Deres klient opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2021/27/CARA