Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 1999.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk afghaner og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [vinteren] 1999, og at han i [sommeren] 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren i [vinteren] 2017 udrejste til Tyskland. I [vinteren] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger endvidere til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i mere end 12 på hinanden følgene måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren siden [efteråret] 2014 har haft permanent opholdstilladelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klageren har opnået permanent opholdstilladelse i Tyskland er udtryk for, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det følger af oplysningerne fra de tyske myndigheder, at klageren siden [efteråret] 2014 har haft permanent opholdstilladelse i Tyskland. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ambassadens bemærkninger, at den type opholdstilladelse, som klageren har i Tyskland, blandt andet forudsætter fem års legalt ophold, økonomisk sikring af egen tilværelse samt uplettet straffeattest og indebærer fuld beskæftigelsestilladelse. Flygtningenævnet lægger herefter på denne baggrund til grund, at klageren har opnået beskyttelse i et tredjeland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet det bemærkes, at klageren ikke har dokumenteret, at hans permanente opholdstilladelse i Tyskland er bortfaldet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren er registreret udrejst af Danmark i [vinteren] 2017 og først i [sommeren] 2020 søgte om genindrejse i Danmark. Den af klageren fremlagte udtalelse fra [en borger] kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation for rigtigheden af disse udtalelser. Den fremlagte dokumentation fra en læge om, at klageren var ledsager til en konsultation i [foråret] 2019, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren i [efteråret] 2019 havde været udrejst i 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet vurderer således, at betingelserne for bortfald af opholdstilladelsen i udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, er opfyldt. Flygtningenævnet finder, at der ikke er sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke kan anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark. Derudover vurderer Flygtningenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. EMRK art. 8. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren i [vinteren] 2017 valgte at udrejse til Tyskland, hvor hans ægtefælle bor, og at han valgte at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens børn på henholdsvis [X] år og [X] år bor i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens voksne børn som udgangspunkt ikke udgør familieliv, jf. EMRK art 8. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke kan lægges til grund, at der er et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne børn, at det vil udgøre en krænkelse af klagerens rets til familieliv, at hans opholdstilladelse bortfalder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2021/26/hmu
