vene20213

Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk venezuelaner og colombianer. Han er katolik fra Merida, Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i flere demonstrationer mod regeringen i Venezuela. Han har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter at blive slået ihjel af mafiagruppen Tupamaros, også kendt som Colectivos, idet han har deltaget i mange demonstrationer imod regeringen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, ansøgeren deltog i over 30 demonstrationer i 2014 samt i en periode på cirka tre måneder fra [foråret] 2017 til [foråret] 2017. Under demonstrationerne var gruppen Colectivos til stede, og de blev sat ind for at stoppe demonstrationerne. I [foråret] 2017 kørte gruppen rundt i ansøgerens kvarter og fremsatte generelle trusler mod beboerne. I [foråret] 2017 blev ansøgeren endvidere forfulgt af gruppen under en demonstration, men det lykkes ham at slippe væk. Ved en anden lejlighed i samme måned blev han tillige forfulgt på vej hjem til sin bopæl. Flygtningenævnet lægger i alt væsentligt ansøgerens forklaring om sin deltagelse i demonstrationer i perioder i 2014 og 2017 til grund, men finder ikke, at ansøgerens konflikt med myndighederne og disses repræsentanter som følge af hans deltagelse i disse demonstrationer har haft en sådan karakter og intensitet, at han derved har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har været tilbageholdt eller på anden måde udsat for overgreb som følge af sin deltagelse i disse demonstrationer, og at trusler fra blandt andet Nationalgarden om at undlade at deltage i demonstrationer ikke har været rettet konkret mod ansøgeren, men generelt mod beboere i ansøgerens lokalområde. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren i et tilfælde, hvor han ikke havde deltaget i en demonstration, blev efterfulgt af to personer på en motorcykel, kan begrunde nogen anden vurdering. Det er tillige tillagt vægt, at ansøgeren nogle dage efter denne episode flyttede fra Merida til en anden by, hvor han boede og arbejdede i en kort periode uden at opleve problemer. Endvidere er det tillagt vægt, at ansøgeren i [sommeren] 2017 udrejste herfra legalt på eget pas uden problemer med myndighederne. Endelig er det tillagt vægt, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i næsten 3 år inden han søgte asyl i forbindelse med, at han blev antruffet af politiet. Vedrørende ansøgerens frygt for de generelle forhold i Venezuela lægger Flygtningenævnet til grund, at situationen i landet er vanskelig, og at den i de senere år i tiltagende grad er blevet mere vanskelig, således at flere internationale organer nu beskriver, at landet er i en humanitær krise, der omfatter blandt andet adgang til mad og medicin. Selv om det således må lægges til grund, at forholdene i Venezuela er meget vanskelige, kan det efter baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at den blotte tilstedeværelse i landet i sig selv indebærer en asylbegrundende risiko. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at den sikkerhedsmæssige situation i landet er meget dårlig. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2021/3