syri2021238

Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født i [by] i Rif Damaskus, Syrien. Klageren har senest og frem til sin udrejse opholdt sig i [flygtningelejr] nær [by] i Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien, herunder at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun ville blive voldtaget eller lemlæstet eller slået ihjel under bombardementerne i [flygtningelejr] som følge af krigen i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med forlængelsessagen fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste og derfor er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hun ved tilbagevenden frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hun er udrejst illegalt af landet. Hun har i den forbindelse henvist til, at to familier og deres medfølgende børn ved en tilbagevenden er blevet anholdt i lufthavnen i Damaskus og efterfølgende forsvundet. Klageren har endelig henvist til, at hendes børn har vænnet sig til at gå i dansk skole, og at der generelt er mangel på forsyning i Syrien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, om midlertidig beskyttelsesstatus. Opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er således meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus og at situationen i Damaskus og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følger af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance: Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus an Rural Damascus, fra oktober 2020. Afgørelse af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at dommen ikke fastslår, at en tvangsmæssig tilbagesendelse til alle dele af Syrien generelt vil være i strid med EMRK artikel 3, men foretager en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre vurderingen af nævnets baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved denne vurdering henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet indtil hun udrejste som 32-årig. Hun har således haft lovligt ophold i Danmark i knap 6 år. Klageren er syrisk statsborger. Hun har i Syrien gået i skole og arbejdet som syerske i 13 år frem til sin udrejse. Hun har ikke haft arbejde i Danmark, men har bestået prøve i Dansk II og går på [uddannelsessted] i [by]. Hun kan efter det oplyste tale, læse og skrive dansk. Hun taler med sine to danske naboer og har en veninde fra [land]. Hun har to mindreårige børn. Hendes datter [A] på [12-15 år] og søn [B] på [8-11 år] taler dansk og arabisk. [A] går i [udskoling] og [B] i [indskoling]. Børnene går til [fritidsaktiviteter]. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [i sommeren] 2021 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark, eller at klagerens børn, [A] og [B], har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det bemærkes endelig, at klagerens oplysninger om sine og datteren [A’s] helbredsforhold ikke kan føre til en anden vurdering, idet der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at en nægtelse af forlængelse vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er på ovennævnte baggrund ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus/Rif Damaskus ikke vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen herunder, at klageren ikke selv har oplevet noget konkret og individuelt. Klageren er således ikke blevet opsøgt eller tilbageholdt på grund af ægtefællens unddragelse fra sin genindkaldelse til militærtjeneste, hvorved også bemærkes at ægtefællen først er udrejst af Syrien i 2016, ét år efter klagerens udrejse. Klageren har således ikke oplyst, at hun har haft konflikter med de syriske myndigheder, religiøse grupper eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Der er endvidere henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapporrt ”Syria, Military Service”, fra maj 2020 og European Asylum Support Office, ”Syria, Military Service” fra april 2021, samt fra samme ”Country Guidance Syria”, fra september 2020, hvorefter familiemedlemmer til militærunddrageren kan opleve problemer med de syriske myndigheder, men at risikoen for familiemedlemmer i høj grad afhænger af, hvor højt profileret militærunddrageren er i forhold til de syriske myndigheder. Efter klagerens oplysninger om sin ægtefælle har denne alene aftjent sin obligatoriske værnepligt, som almindelig menig og har ikke haft nogen højerestående stilling i militæret. Det forhold, at klageren efter sin forklaring er udrejst illegalt af Syrien og derfor frygter ved en tilbagevenden til Syrien at blive tilbageholdt, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat ”Syria, Consequences of illegal exit, consequences of leaving a civil servant position without notice and the situation of kurds in Damascus”, fra juni 2019, og udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Clearance and Status Settlement for returnees” fra december 2020, hvorefter personer, der ønsker at vende tilbage til Syrien, skal søge om at få deres status som syriske statsborgere legaliseret ved en syrisk repræsentation i udlandet, der som udgangspunkt vil blive godkendt og derefter ikke ved en tilbagevenden til Syrien vil opleve problemer. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at der er mangel på elektricitet, mad, vand og gas kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at dette er socioøkonomiske forhold, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Det fremgår desuden efter de foreliggende baggrundsoplysninger herunder European Asylum Support Offices rapport, ”Syria, Socio-economic situation: Damascus City”, fra april 2021, at der i Damaskus by er adgang til basale livsfornødenheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/238/anfi