Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og agnostiker fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive kidnappet, halshugget eller dræbt af personer, som anser ham som værende vantro. Til støtte herfor oplyste klageren, at han er ikke er religiøs. Han tror på Gud, men ikke Islam. Han gik ikke i moske i Syrien, hvilket folk bemærkede. Klageren følte sig chikaneret af religiøse personer og modtog endvidere et trusselsbrev, der angiveligt stammede fra Den Frie Syriske Hær. I trusselsbrevet blev klageren opfordret til at bekæmpe Assad-styret. Klageren og hans familie flyttede på denne baggrund til et andet kvarter. Oprørsgrupperne blev i stigende grad mere religiøse fanatikere, og klageren frygtede derfor at blive forfulgt på grund af sin agnostiske overbevisning. Videre henviste klageren under den oprindelige asylsag til, at han frygtede de syriske myndigheder. Til støtte herfor henviste klageren til, at han i Syrien havde en IT-forretning og at han udførte IT-arbejde. De syriske sikkerhedsmyndigheder opsøgte tre til fire gange klagerens forretning og talte med klagerens far, som de udspurgte om hvilke kunder klageren havde. De syriske sikkerhedsmyndigheder mistænkte klageren for at hjælpe Den Frie Syriske Hær ved at reparere deres IT-udstyr, idet klageren en gang før var blevet afhentet af en person, som kørte ham til [by], der er kontrolleret af Den Frie Syriske Hær, for at udføre arbejde for nogle derfra. Klageren havde en mistanke om, at dem som han skulle udføre arbejde for tilhørte Den Frie Syriske Hær. Endvidere henviste klageren under den oprindelige asylsag til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold, og at han frygter religiøse fanatikere, idet han ikke er religiøs. Klageren frygter fortsat også de syriske myndigheder, eftersom de har opsøgt og efterspurgt klageren i hans forretning, idet de mistænkte ham for at udføre arbejde for Den Frie Syriske Hær. Under sagen om nægtelse af forlængelse i Udlændingestyrelsen har klageren oplyst, at hans far forsvandt og afgik ved døden [i vinteren] 2020. Klageren har ydermere i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter det syriske regime, fordi han er flygtet og har opholdt sig i syv år uden for Syrien. Videre har han oplyst, at hans ægtefælle har været udsat for et overfald, som hun forsøgte at melde til politiet, som ikke kunne hjælpe hende. Klageren har endvidere oplyst, at ægtefællen ultimo 2019 og primo 2020 er blevet opsøgt af ukendte personer, der spurgte efter klageren. Klageren bad på den baggrund sin ægtefælle og datter om at flytte, hvilket de gjorde. Ægtefællen og datteren har siden klageren forlod Syrien skriftet adresse fire gange. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, om midlertidig beskyttelsesstatus. Opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er således meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus og at situationen i Damaskus og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følger af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance: Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus an Rural Damascus, fra oktober 2020. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har herved henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet i Damaskus indtil sin udrejse som 46-årig. Han har gået i skole i 15 år i Damaskus og har læst to år på [institut i Syrien]. Han har fra 1988 indtil 2014 arbejdet i sin fars elektronikforretning i Damaskus. Han har sin ægtefælle og sin voksne datter i Syrien. Han har i Danmark læst på VUC, og har bestået Dansk G og kan tale, læse og skrive dansk. Han har ikke haft arbejde i Danmark udover en måned som elektriker vikar og forskellige praktikpladser. Han er ikke medlem af nogen foreninger eller bestyrelser og har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har om sin helbredstilstand oplyst, at han har nyresten og brok i maven. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [i foråret] 2015 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er på ovennævnte baggrund ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er herved henset til klagerens egne oplysninger om, at han ikke har været politisk aktiv, tilknyttet nogen partier eller bevægelser eller har deltaget i demonstrationer. Der er endvidere henset til de samme omstændigheder som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren] 2016 vedrørende klagerens konflikter med de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær. Det beror endvidere på klagerens egen formodning, at faderens død [i vinteren] 2020, har sammenhæng med klagerens flugt og nuværende situation. Det forhold, at klageren på nævnsmødet har forklaret, at klagerens ægtefælle i henholdsvis 2019 og 2020 er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, kan ikke føre til et andet resultat, idet denne forklaring er udbyggende i forhold til klagerens tidligere forklaring til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021. Alene de forhold, at klageren er udrejst legalt af Syrien og har opholdt sig i Danmark i 7 år, kan efter Flygtningenævnets praksis og de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria: Issues regarding return” fra oktober 2021, ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/228/sels
