Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [landsby A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 13/14] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hendes familie ville udsætte hende for overgreb, idet hun uden sin families viden havde indgået et ægteskab med sin fætter, som ikke tilhørte hendes klan. Hun henviste endvidere til den generelle situation i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv og har forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse desuden henvist til, at hendes ægtefælle og børn er danske statsborgere, hvorfor de ikke vil kunne vende tilbage til Syrien. Nævnet lægger til grund, at klagerens hjemområde er Rif Damaskus, og efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne lægger nævnet til grund, at situationen i Rif Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter, og at de aktuelle forhold i området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark [da hun var i 20’erne] og således har levet størstedelen af sit liv i Syrien. Klagerens forældre og søster bor fortsat i Rif Damaskus, og klageren har jævnligt kontakt med sin søster. Klageren har bestået Dansk 3 og færdiggjort 9. klasse. Hun har endvidere arbejdet som servicemedarbejder hos [arbejdsplads] i 6 måneder i 2017, og hun har nu i nogle måneder arbejdet fuld tid i hendes ægtefælles [firma]. Klageren har sin ægtefælle og to mindreårige børn, der alle er danske statsborgere, i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens familieliv er stiftet under de nuværende forudsætninger, idet klageren blev viet i 2010 med sin nuværende ægtefælle, der også dengang var dansk statsborger, og at klageren i 2013 alene opnåede en tidsbegrænset opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i Syrien. Derudover finder Flygtningenævnet, at der ikke er noget til hinder for, at klagerens børn tager ophold i Syrien sammen med klageren. Efter en samlet vurdering, og uanset om klagerens ægtefælle enten ikke kan eller vil tage ophold i Syrien, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK art. 8. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren [i efteråret] 2021 har søgt om familiesammenføring. Flygtningenævnet har ved afgørelse [fra sommeren] 2013 afvist at meddele klageren opholdstilladelse på grundlag af klagerens individuelle forhold, og der er ikke under den nuværende sags behandling fremkommet nye oplysninger, der giver grundlag for at genoptage dette spørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/224/imbs
