erit202113

Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og [kristen] fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og [i efteråret] 2019 indrejste klageren i Danmark. [I foråret] 2020 indgav klageren ansøgning om asyl, og [i foråret] 2021 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I forbindelse med asylsagen henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygtede at blive fængslet som følge af sin udrejse af Eritrea. [I efteråret] 2021 har advokat [navn] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene nationaltjeneste. Endvidere har hun anført, at hun risikerer at blive fængslet af myndighederne som følge af deres opfattelse af hendes rolle i ægtefællens udrejse af Eritrea. Klageren har endelig under nævnsmødet forklaret, at hun udrejste af Eritrea sammen med sin daværende mindreårige datter, mens denne var på orlov fra aftjening af nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren ikke har været indkaldt til eller aftjent nationaltjeneste, men at hun heller ikke formelt er blevet fritaget for nationaltjeneste, og at hun er udrejst af Eritrea i 2018 sammen med sin daværende mindreårige datter, mens denne var på orlov fra aftjening af nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National Service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren, der nu er 40 år og har et mindreårigt barn på [12-15 år], ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste eller risikere straf for at have unddraget nationaltjeneste eller straf for at have udrejst illegalt. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at uanset om klageren rent faktisk ikke har været indkaldt til nationaltjeneste, så fremgår det som anført af de nævnte baggrundsoplysninger, at reglerne forvaltes vilkårligt, og at personer, der vender tilbage – ud over at være i risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste – også vil være i risiko for at blive straffet for unddragelse af aftjeningen af nationaltjeneste og ulovlig udrejse. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren som følge af, at hun er udrejst af Eritrea i 2018 sammen med sin daværende mindreårige datter, mens denne var på orlov fra aftjening af nationaltjeneste, også vil være i risiko for at blive udsat for at blive straffet for at have hjulpet datteren med unddragelse af nationaltjeneste. Herefter og sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren samt det medfølgende barn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Erit/2021/13/CHPE