Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tingrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 2019 blev meddelt tilladelse til familiesammenføring, og at klageren [i sommeren] 2019 indrejste i Danmark. Det fremgår videre af sagen, at klageren [i foråret] 2021 indgav ansøgning om asyl, og at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, hvis hun vender tilbage til Eritrea. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hendes ægtefælle er deserteret og udrejst af Eritrea, at hun er blevet pålagt en bøde på 20.000 nakfa, hvoraf hun betalte 6.000 nakfa, at hun blev opsøgt, overvåget og frataget licens til at drive kiosk, og at hun er udrejst illegalt af Eritrea. Klageren har herom anført, at disse forhold i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis berettiger hende til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endelig har klageren til støtte herfor oplyst, at hendes børn nu er [12-15] år, [8-11] år og [4-7] år, hvorfor børnene nu er ved at have en alder, hvor hun vil kunne risikere at blive indkaldt til militæret, hvis hun vender tilbage til Eritrea. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring til grund, da denne fremstår konsistent. Efter klagerens forklaring lægger Flygtningenævnet herunder til grund, at klageren ikke har aftjent nationaltjeneste, og at hun ikke formelt er blevet fritaget for nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National Service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren, der nu er [i begyndelsen af 30’erne] og har tre mindreårige børn i alderen [4-7], [8-11] og [12-15] år, ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste, risikere straf for at have unddraget nationaltjeneste eller straf for at have udrejst illegalt. Herefter og sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2021/12/rila
