Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og katolsk af trosretning fra [by A], Nord Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at hun samme dag blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2017 udrejste til Den Demokratiske Republik Congo med henblik på at tage permanent ophold i landet. [I sommeren] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, samt § 17 a, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren frivilligt har opgivet sin opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at denne beslutning er truffet til trods for, at en del af klagerens familiemedlemmer opholder sig her i landet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren [i efteråret] 2018 ved mail til [kommune] kvitterede for modtagelse af repatrieringsydelse. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren på dette tidspunkt endeligt havde taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt hun ønskede at fortryde repatrieringen. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at klageren i brev af [foråret] 2020 til den danske ambassade i Nairobi oplyste, at der i [sommeren] 2018 opstod alvorlige sikkerhedsproblemer i det område af den Demokratiske Republik Congo, hvor hun befandt sig, og at hun endte med at forlade landet og rejste til Burundi. Disse forhold har ikke givet klageren anledning til på daværende tidspunkt at fortryde sin repatriering. Den første henvendelse vedrørende fortrydelse til [kommune] fremkommer først efter, at klageren og hendes familie i [vinteren] 2018 angiveligt havde været udsat for røveri og kidnapning. Flygtningenævnet må herefter lægge til grund, at der ikke har været forhold, der hindrede klageren i at rette henvendelse til de danske myndigheder inden fristen var udløbet. De forhold der fører til, at klageren nu ønsker at fortryde sin repatriering er alle indtrådt efterfølgende. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke kan dispenseres fra bortfald af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på det af Udlændingestyrelsen anførte i afgørelsen, særligt at klageren udrejste frivilligt sammen med sin datter og børnebørn. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der kan bortses fra overskridelsen af fortrydelsesfristen. Som sagen er oplyst, foreligger der heller ikke sådanne særlige omstændigheder, at der helt undtagelsesvist kan bortses fra fristoverskridelsen i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. demo/2021/3/JNSA
