Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og yazidi af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2019, og at hun [i vinteren] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er kurder og yazidi af trosretning, hvorfor hun frygter for sit liv, idet islamistiske grupper har et had mod disse grupper og på den baggrund vil de brænde klageren, gøre hende til slave eller hugge hendes hoved af. Klageren har i den forbindelse oplyst, at hun som kurder har fået frataget sin frihed, og at hun ikke måtte lære om sin kultur eller tale sit eget sprog. Klageren har videre til støtte herfor oplyst, at divergenserne i hendes forklaring skyldes misforståelser mellem klageren og tolken, henholdsvis mellem tolken og Udlændingestyrelsen. Klageren har endvidere til støtte herfor oplyst, at hun i [foråret] 2019 på universitet i Aleppo mødte en mand ved navn [A], som gjorde tilnærmelser. Han prøvede flere gange at kontakte klageren telefonisk, men hun tog ikke telefonen, hvorfor [A] mødte op på universitet for at kontakte hende. Under et ophold i Libanon i [foråret] 2019, kontaktede [A] klageren og oplyste, at han vidste hvor hun var. [I foråret] 2019 var klageren indkaldt til en afhøring, hvor klageren i to timer blev afhørt, om hvorfor hun samarbejdede med de kurdiske grupperinger. Efterfølgende ophold klageren sig hos en veninde, og [i foråret] 2019 blev klagerens forældres bopæl opsøgt af efterretningstjenesten, som spurgte efter klageren, hvorefter klageren udrejste af Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på at klageren har fået udstedt et pas for første gang, [i vinteren] 2019 uden at have en nærmere begrundelse herfor. Nævnet lægger også vægt på at klageren under nævnsmødet har forklaret, at hun under sit ophold i Libanon søgte visum til Spanien, men at hun fik afslag. Klageren har endvidere forklaret, at hun ikke har modtaget svar for sin ansøgning til universitetet i Libanon. Klageren har slettet beskederne fra [A], som ellers ville kunne bruges som bevis, hvis hun på falsk grundlag blev mistænkt, og som ville kunne bruges i forbindelse med en asylansøgning. Hun har ikke under samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at [A] havde fremsendt intime billeder til hendes nye kæreste. Endelig lægger nævnet vægt på at klageren har brødre i Tyskland og Norge, hvorfor formålet med Danmark må antages primært at have været, at møde sin kæreste, som hun havde kendt siden 2017. På baggrund af denne troværdighedsvurdering, og da klageren har divergeret på enkelte mindre betydningsfulde dele, tilsidesætter Flygtningenævnet hendes forklaring som konstrueret til lejligheden. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevende til Syrien vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/44/MIMA
