Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som er statsløse palæstinensere fra Libanon. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinenser og sunnimuslimer fra al-Badawi-lejren, Tripoli, Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel i al-Badawi-lejren og til de generelle forhold i lejren. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at over 90.000 flygtninge, herunder mange unge mænd, flyttede til lejren som følge af borgerkrigen i Syrien. De havde svært ved at finde arbejde, og der var problemer med kriminalitet i lejren. De unge mænd larmede ofte og skød op i luften med deres våben, hvilket den mandlige ansøger ikke kunne holde ud at høre på. Den mandlige ansøger henvendte sig tre gange til de unge mænd for at få dem til at stoppe med at larme. Ved tredje henvendelse sparkede de unge mænd ansøgeren og truede ham med at slå ham ihjel, hvis han ikke lukkede munden. Den mandlige ansøger mistænker de unge mænd for enten at tilhøre Hamas, Fatah, Fatah-al-Intefada, Al-Jeb al Shabiha, Al-Jeb Al Democratia, Al Nidal, Kommunistpartiet, den palæstinensiske frihedsfront eller en af de mange andre grupperinger i området. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at problemerne begyndte for mere end ti år siden og udviklede sig efterhånden som unge mennesker flyttede til lejren. Mange af de nye tilflyttere var medlemmer af forskellige unavngivne væbnede militsgrupper. De ville ikke flytte sig for ansøgeren, når de sad på fortovet og respekterede ikke deres naboer. Hun har over en ti år lang periode modtaget adskillige trusler fra unge mennesker i lejren. Hendes ægtefælle forsøgte i 2015 at tale med de unge mennesker, herunder en 13-årig dreng, som hendes ægtefælle kom op og skændes med. Det endte med, at ansøgerens ægtefælle blev udsat for slag og spark. Der har også været andre tilfælde, hvor unge mennesker har forsøgt at slå ansøgerens ægtefælle, men som blev afværget af andre personer, som kom ansøgerens ægtefælle til hjælp. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgerne er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter flygtningekonventionen. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgerne har oplyst, at de i Libanon har boet i al-Badawi flygtningelejren, som er drevet af UNRWA, indtil de udrejste fra Libanon i [foråret] 2017. Endvidere har ansøgerne fået udstedt Family Registration Card af UNRWA, og de har [i efteråret] 2016 søgt visum til Danmark på grundlag af et gyldigt libanesisk rejsedokument for palæstinensiske flygtninge. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgerne ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelser [fra foråret] 2018 og [fra foråret] 2020, hvorefter ansøgernes konflikter med andre beboere i flygtningelejren ikke har været af en sådan intensitet, at det udgør forhold af asylbegrundende karakter omfattet af udlændingelovens § 7. Den mandlige ansøger har således under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2018 forklaret, at han flere gange påtalte overfor en gruppe flygtninge bestående af unge syriske mænd, at de var larmende og skød op i luften, og at de unge reagerede ved at vælte ansøgeren ned fra en stol og sige til ham, at de ville gøre det af med ham, hvis han ikke lukkede munden. Den kvindelige ansøger har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at de oplevede flere episoder med de unge mænd, og at der ikke er en myndighed i flygtningelejren, som kan opretholde ro og orden. Ansøgerne har ikke sandsynliggjort, at de har oplevet problemer af en sådan karakter og intensitet, at de på grund af en alvorlig personlig usikkerhedstilstand har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller er afskåret fra at vende tilbage. Oplysningerne om, at ansøgerne er [ældre] og om deres helbredsforhold kan ikke føre til en ændret asylretlig vurdering, idet der er tale om forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke i sig selv bringer dem i en tilstand af alvorlig personlig usikkerhed, hvis de vender tilbage til Libanon, ligesom det ikke er sandsynliggjort, at det er umuligt for UNRWA at sikre ansøgerne levevilkår i overensstemmelse med UNRWA’s opgave. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes helbredsmæssige forhold ikke kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse efter andre, mere humanitært prægede, bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen hertil henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgerne har søgt om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9b, og således har en verserende sag herom i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsop-lysninger, herunder Udlændingestyrelsens Landerapport marts 2020, ”Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land har returneret 18 afviste asylansøgere, som alle frivilligt udrejste, til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [stat/2021/20/JURI]
