Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn, som er statsløse palæstinensere fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser og født i Kuwait, men flyttede til Libanon i 1991, og har boet i Shatila-lejren, Beirut, fra 2007 til foråret 2012, hvor han flyttede til Sabra. Den kvindelige ansøger er statsløs palæstinenser fra Shatila-lejren, Beirut, Libanon. Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har været tilknyttet Hamas i perioden fra 2007 til 2011. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive udsat for repressalier af Hamas, idet han har afvist deres krav om at rejse til Syrien og kæmpe mod det syriske regime. Han har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Hizbollah, idet han er sunni-muslim, palæstinenser og har været tilknyttet Hamas. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i begyndelsen af 2007 blev introduceret til Hamas af sin svoger Walid Balkis, idet ansøgeren ønskede at få et job og hjælp til at forsørge sin familie. I den efterfølgende periode deltog ansøgeren i religiøse debatmøder to gange ugentligt og modtog religiøs undervisning, der var arrangeret af grupperingen. I perioden fra 2007 til 2010 deltog ansøgeren endvidere i omkring 15 demonstrationer, herunder blandt andet foran den egyptiske ambassade i Beirut med det formål at mindes martyrerne. I forbindelse med demonstrationerne skulle ansøgeren holde vagt og sikre ro og orden. I 2008 eller 2009 begyndte ansøgeren at deltage i militærtræning ved en afdeling i Hamas under navnet al-Qassem, i hvilken forbindelse han lærte at betjene flere våben såsom AK-47, M16 og RPG. I [sommeren] 2011 blev ansøgeren indkaldt til et møde med et højtstående medlem af Hamas ved navn Abu Ahmad. Han fik at vide, at han skulle rejse til Syrien og deltage i væbnede kampe mod det syriske regime. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter han blev tilbageholdt i syv til 10 dage, i hvilken periode han blev udsat for fysiske overgreb. Herefter blev ansøgeren flyttet til en lille celle, hvor han var tilbageholdt i knapt et år – indtil foråret 2012. I slutningen af 2013 blev ansøgeren stoppet ved en af Hizbollahs kontrolposter. Nogle repræsentanter for Hizbollah visiterede ansøgeren og fandt i den forbindelse hans militærkort udstedt af Hamas. Hizbollah anholdte ansøgeren og førte ham til et fængsel. Her var ansøgeren tilbageholdt i omkring et år og to-tre måneder, i hvilken periode han blev udsat for fysiske overgreb. I foråret 2014 skulle ansøgeren overflyttes til et andet fængsel, men i forbindelse med transporten dertil, blev bilen involveret i en trafikulykke, hvorved det lykkedes ansøgeren at flygte. Den mandlige og kvindelige ansøger opholdt sig herefter på den mandlige ansøgers forældres bopæl frem til udrejsen af Libanon [i sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Herudover har den kvindelige ansøger henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgerne som statsløse palæstinensere er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Det bemærkes herved, at den mandlige ansøger er født i Kuwait, men flyttede til Libanon i 1991, og har boet der frem til sin udrejse i 2015. Den kvindelige ansøger er født i Shatila-lejren, Beirut, Libanon, og har boet der størstedelen af sit liv. Det fremgår, at ansøgerne har fået udstedt palæstinensiske ID-kort og rejsedokumenter, og at de gennem årene har modtaget bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt med Hamas eller Hizbollah til grund. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder om tidspunkterne for tilbageholdelserne og længden af disse. Nævnet har overvejet, om divergenserne kan skyldes, at den mandlige ansøger har været udsat for tortur, således som han har påberåbt sig. Nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Nævnet bemærker herved, at ansøgerne har forklaret usandt om deres falske syriske pas, udstedelse af ID-kort og udstedelse af rejsedokumenter samt om de havde været i andre lande. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at der efter den indhentede torturundersøgelse vel er flere fund, der er forenelige med tortur, men at der ikke er sammenhæng mellem den mandlige ansøgers forklaring om, hvilken tortur han har været undergivet, til henholdsvis den danske medical record, de danske udlændingemyndigheder og Amnesty Internationals læger, og de objektive fund. Det bemærkes endvidere, at en lang række af de objektive fund må anses for ganske uspecifikke, og at arrene på ryggen ikke kan antages at stamme fra tortur. Flygtningenævnet bemærker videre, at der ud over tidsforløbet mv. er en lang række divergenser i ansøgernes forklaringer. Nævnet bemærker herved, at den mandlige ansøger i sin første forklaring til de danske udlændingemyndigheder ikke oplyste, at han havde været fængslet af hverken Hamas eller Hizbollah. Nævnet henviser eksempelvis endvidere til, at den mandlige ansøger fast har forklaret, at han flygtede fra Hizbollah i forbindelse med en trafikulykke, mens den kvindelige ansøger i sin samtale med de danske udlændingemyndigheder [i efteråret] 2016 oplyste, at ægtefællen kom ud af fængslet, fordi han kendte nogle, som han havde fortalt, at han ikke kunne holde til mere. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det må antages, at den mandlige ansøger ville være blevet pågrebet af Hamas eller Hizbollah, hvis forklaringen om tilbageholdelserne var sand, idet han jo efter tilbageholdelserne opholdt sig på sine forældres bopæl gennem længere tid. At ansøgerne for Flygtningenævnet har tilvejebragt en vis sammenhæng i tidsforløbene kan ikke ændre ved den generelle bedømmelse af ansøgernes manglende troværdighed. Flygtningenævnet finder således ikke, at den mandlige ansøger har været udsat for tortur, og nævnet finder ikke, at ansøgerne har noget udestående med militser eller grupper ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne må antages fortsat at kunne opnå den fornødne bistand gennem UNRWA, selvom forholdene i Libanon er vanskelige. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne må antages på ny at kunne tage ophold i Libanon og at de således ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, stk. 1, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/18/LINB
