Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter repressalier fra de syriske myndigheder som følge af sin flugt ud af landet. Klageren har endelig henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, idet klageren ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er statsløs palæstinenser, og at han er født og opvokset i Syrien, hvor klageren dermed har haft fast bopæl, jf. flygtningekonventionen artikel 1, litra A, nr. 2. Nævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, og da han ikke ønsker at udføre eller bevidne handlinger i strid med internationale konventioner. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er en yngre, ugift mand, der er sund og rask. Klageren, der har bestået dansk modul 2, har ikke opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en uddannelse. Klageren har familiemæssig tilknytning til Syrien, mens klagerens bror, faster og onkel opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/76/HZC
