sril20211

Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamiler og hindu af trosretning fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har været aktiv for studenterforeningen under De Tamilske Tigre (LTTE) i perioden 1990 til 1996. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter de srilankanske myndigheder, samt at hun frygter at blive udsat for seksuelle overgreb, anholdt og afpresset af en person ved navn [A], fordi hun tidligere har været medlem af LTTE’s studenterorganisation. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun var medlem af LTTE’s studenterorganisation fra 1990 til 1996, og at hun i 1995 lærte [A] at kende gennem en person ved navn [B]. [A] og [B] var begge medlemmer at LTTE’s efterretningstjeneste, og de bad ansøgeren om at hjælpe efterretningstjeneste med forskellige opgaver. Ansøgeren skulle blandt andet angive personer, der videregav informationer om LTTE, personer der solgte hash eller andre ulovlige stoffer, og personer der bryggede alkohol ulovligt. Ansøgeren har videre forklaret, at [B] og [A] flygtede i 1996, og at hun frem til [slutningen af] 2019 ingen kontakt havde til hverken [A] eller [B]. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun [slutningen af] 2019 blev opsøgt på sin bopæl af [A] samt to personer fra efterretningstjenesten, og at de afhørte hende om hendes tidligere arbejde for LTTE. [I slutningen af] 2019 ringede [A] til ansøgeren og oplyste, at såfremt hun betalte 300.000 rupee, ville han sørge for, at hun ikke blev afhørt igen. [I slutningen af] 2019 blev ansøgeren igen opsøgt af [A] samt med to mænd fra efterretningstjenesten, som oplyste, at de troede, at hun fortsat havde en forbindelse til LTTE. [A] og de to mænd fra efterretningstjenesten ransagede hendes bopæl, og de forsøgte at voldtage hende. [A] fortalte ansøgeren, at hun skulle betale 800.000 rupee, hvis hun ville undgå, at de opsøgte hende igen. Ansøgeren flygtede fra Sri Lanka til Colombo dagen efter. Ansøgeren har endelig forklaret, at hun er blevet opsøgt af regeringssoldater på sin bopæl i 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at hun risikerer overgreb fra de srilankanske myndigheder side ved en tilbagevenden til Sri Lanka, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft kontakt med LTTE siden 1996. Hun har endvidere forklaret, at hun ikke flygtede i 1996 i forbindelse med de srilankanske myndigheders overtagelse af kontrollen i området, fordi det ikke var nødvendigt at flygte, og at hun ikke har frygtet de srilankanske myndigheder, siden myndighederne opsøgte hende i 2016, hvor myndighederne vidste, at hun havde været tilknyttet LTTE. Hertil kommer, at ansøgeren endvidere har forklaret, at hun udrejste legalt fra Colombo lufthavn, og at hun i forbindelse med et besøg i Schweiz i 2019 ved brug af sit eget pas ind- og udrejste uden problemer. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun frygter asylbegrundende overgreb begået af [A], som nu ifølge ansøgerens forklaring samarbejder med de srilankanske myndigheders efterretningstjeneste, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [A] efter 23 år uden kontakt til ansøgeren skulle opsøge hende, efter at han som tidligere medlem af LTTE’s efterretningstjeneste var blevet en del af de srilankanske myndigheders efterretningstjeneste, for at udspørge hende om hendes tilknytning til LTTE, for hvilken organisation hun tidligere har udført i samarbejde med [A]. Efter ansøgerens forklaring har hendes arbejde i LTTE primært været af humanitær og social karakter, og ansøgeren har ikke nærmere kunnet forklare, hvorfor hun har været i særlig risiko for at blive opsøgt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun blev forsøgt voldtaget, men at hun skubbede [A] væk og løb ud af værelset, hvorefter der ikke skete andre fysiske overgreb. Endvidere foreligger der ingen oplysninger om, at ansøgerens familie skulle være blevet kontaktet eller opsøgt af [A] efter ansøgerens udrejse på trods af, at ansøgeren fik en måned til at betale beløbet på 800.000 rupees. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for tidligere uprofilerede medlemmer af LTTE på Sri Lanka ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder af de nævnte grunde, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt med de srilankanske myndigheder eller [A] har en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hun i Sri Lanka risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2021/1/RILA