Nævnet omgjorde i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og sunnimuslim fra [by] i Galgaduud regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at to mænd fra al-Shabaab henvendte sig til klageren og andre drenge for at hverve dem, mens de spillede fodbold. Tredje gang kom den lokale leder af al-Shabaab og truede dem med, at såfremt de ikke lod sig hverve, ville de blive slået ihjel. Klageren nægtede og blev tilbageholdt i 11 dage med to andre drenge. Det lykkedes dem at grave sig ud fra blikhuset, hvorefter de kunne flygte. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som begrundelse for afgørelsen er henvist til, at Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet bemærker, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, når grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede. Ved en afgørelse herom er det myndighederne, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som denne påberåber sig. Selvom Udlændingestyrelsen ved meddelelse af opholdstilladelse i 2016 umiddelbart har anvendt en anden bevisbedømmelse, jf. formuleringen hvorefter Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at klageren havde et individuelt asylgrundlag i forhold til al-Shabaab, må afgørelsen forstås sådan, at Udlændingestyrelsen har lagt klagerens forklaring til grund. Afgørelsen er efter sin formulering heller ikke begrundet i andre forhold. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sit individuelle modsætningsforhold til al-Shabaab til grund. Klagerens forklaring understøttes således også af den gennemførte torturundersøgelse. Det må efter de foreliggende baggrundsoplysninger videre lægges til grund, at al-Shabaab fortsat har kontrollen i klagerens hjemområde. Betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet ophæver på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er grundlag for at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens asylmotiv ikke er omfattet af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2020/103/imbs
