Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland, samt to børn fra Kasakhstan under henvisning til, at Kasakhstan kunne tjene som første asylland. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra [Landsby], Chimkent Oblat regionen, Kasakhstan. Ansøgeren flyttede til Groznyj, Tjetjenien, efter hun fik russisk statsborgerskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har skrevet kritiske artikler om myndighederne i Tjetjenien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling og at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi hun har skrevet kritiske artikler og Instagram-opslag om myndighederne i Tjetjenien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har været eftersøgt og tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder i omkring halvanden time [Vinteren] 2015. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes bolig er blevet opsøgt efter hendes udrejse, hvor myndighederne har beslaglagt hendes computer. Hendes søster er ligeledes blevet tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter det, som ansøgeren har anført om årsagen til, at hun er udrejst af Rusland, ikke kan føre til, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3. Flygtningenævnet har, ligesom Udlændingestyrelsen, herved lagt vægt på, at ansøgeren kan generhverve sit statsborgskab i Kasakhstan og derved opnå beskyttelse i Kasakhstan, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, som beskrevet i artikel 18-1 i "Terms of Reinstatement of Citizenship of the Republic of Kazakhstan", samt Udlændingestyrelsens notat fra januar 2015 om risikoen for udlevering af tjetjenere fra Kasakhstan til Tjetjenien. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de kasakhiske myndigheder, og herunder ikke har været udsat for straffeprocessuelle indgreb i Kasakhstan, og at hun har opholdt sig i Kasakhstan i omkring et år forud for indrejsen i Danmark uden at opleve problemer med myndighederne. Der findes således ikke at være forhold, der gør, at udsendelse af ansøgeren ikke kan ske til Kasakhstan, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Kasa/2021/1/mima