Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk iraner og shiamuslim fra Qom, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 1997, og at hun den [i foråret] 1998 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2009 udrejste til Iran. Klageren udrejste for at tage ophold i hjemlandet sammen med sin ægtefælle og børn. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4 samt § 17 a, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at hun frivilligt har taget bopæl i sit hjemland. Udlændingestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at klageren til sin oprindelige asylsag har oplyst, at hun var irakisk statsborger, og at hun således har opnået opholdstilladelse i Danmark på et svigagtigt grundlag. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der er grundlag for, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 ej skal bortfalde. Flygtningenævnet finder, at klageren frivilligt har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1.pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter sine egne oplysninger udrejste af Danmark [i sommeren] 2008, senere rettet til [sommeren] 2009. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det af klagerens forklaring til samtalen med Udlændingestyrelsen den 10. marts 2020 fremgår, at opholdet i Iran var planlagt. Familiens bolig blev således opsagt, deres ejendele blev givet væk til venner og bekendte, og børnene blev tilmeldt skole i Iran. Det fremgår videre, at familien efter at have boet seks måneder til et år hos klagerens mor, lejede et hus i Qom, hvor de boede indtil genindrejsen i Danmark i 2019. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren udrejste frivilligt af Danmark. Det forhold, at det var klagerens ægtefælles beslutning at udrejse, og at klageren valgte at rejse med ham og børnene, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse også tillagt det vægt, at klageren foretog en rejse til Danmark i 2010 i forbindelse med en pilgrimsrejse til Saudi Arabien, men vendte tilbage til Iran, at hun i perioden fra 2008 til 2019 har foretaget flere rejser til Irak, og at hun på intet tidspunkt forud for ansøgningen om tilbagerejsetilladelse i 2019 har kontaktet de danske myndigheder om en tilbagevenden til Danmark. Klageren må således antages at have opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i Iran, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. For så vidt angår spørgsmålet, om bortfald af klagerens opholdstilladelse kan siges at være et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv og dermed en krænkelse af EMRK artikel 8, be-mærker nævnet, at klageren i forbindelse med sin oprindelige opholdstilladelse efter sin egen forklaring afgav urigtige oplysninger om sin identitet og herunder oplyste, at hun var statsborger i Irak, hvilket er indgået i nævnets vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren, der har haft opholdstilladelse i Danmark siden 1998, frivilligt er udrejst til sit hjemland, hvor hun har opholdt sig i sammenlagt 10 år, og at der ikke er oplysninger om, at hun reelt skulle have været forhindret i at vende tilbage til Danmark. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren efter det oplyste, fra hun indrejste i Danmark som 22-årig, har levet af kontanthjælp, at hun har opholdt sig i Iran fra 2009 til 2019, at hun taler farsi, og at hendes mor bor i Iran. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren kan modtage – og har modtaget – behandling for sine helbredsmæssige problemer i Iran. Nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter det forhold, at klagerens ægtefælle og børn, hvoraf to af børnene er mindreårige, bor i Danmark og er danske statsborgere, indebærer, at bortfald af hendes opholdstilladelse vil være et indgreb i retten til respekt for familieliv, men at indgrebet ikke kan anses for uproportionalt. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hendes ægtefælle og børn valgte at udøve deres familieliv gennem 10 år i Iran, og at der ikke ifølge EMD praksis eksisterer en ret til at etablere og udøve familieliv på den stats territorium, man ønsker, og at der ikke er oplysninger om, at der er noget til hinder for, at klageren og hendes familie fortsat kan udøve deres familieliv i Iran. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klagerens ægtefælle og to mindreårige børn er danske statsborgere og nu opholder sig i Danmark, ligesom to af klagerens børns problemer i skolen i Iran heller ikke kan føre til en anden vurdering henset til karakteren af de fremsatte beskyldninger, den tid, der er forløbet, og det forhold, at problemerne end ikke førte til, at børnene ikke kunne fortsætte i skolen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder videre, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klageren på intet tidspunkt har tilkendegivet, at hun har haft til hensigt at tage varigt ophold i Iran. Det bemærkes i øvrigt, at selvom klageren måtte anses for at være repatrieret til Iran, har hun som ovenfor anført ikke inden for de første 12 måneder henvendt sig til Udlændingestyrelsen og oplyst, at hun fortrød sin repatriering eller søgt om forlængelse af fortrydelsesfri-sten, således at klagerens opholdstilladelse herefter er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun ikke har haft personlige konflikter med hverken myndigheder, organisationer eller privatpersoner i Iran, og at det beror på hendes egen formodning, at myndighederne i Iran skulle få kendskab til, at hun i Danmark har søgt om asyl som iraker, og at det i givet fald skulle give hende problemer. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i sammen-lagt 10 år i Iran uden at have oplevet problemer i den anledning. Nævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/21/NHA
