Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og shia muslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt eller afpresset økonomisk af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i sit hjemland gik i skole med to personer, der var politisk aktive for Mujahedin-organisationen, og at han, fordi han var venner med de to, beskyldes for at have tilknytning til organisationen. Klageren har i 1989 forud for sin udrejse været tilbageholdt flere gange af myndighederne. Klageren har siden 1991 været tilbage i Iran tre gange, hvor han under opholdene flere gange blev tilbageholdt af de iranske myndigheder. Klageren blev ved dom [i efteråret] 2017, som stadfæstet af Østre Landsret [i vinteren 2017/2018], idømt en foranstaltningsdom og udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Ved kendelse [i sommeren] 2019 blev udvisningen opretholdt. Det skal herefter afgøres, om klageren kan udsendes til Iran, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens forklaring lagt vægt på, at begivenhederne omkring klagerens asylmotiv ligger mange år tilbage i tid, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på klagerens helbredsmæssige tilstand. På trods af mange divergenser i klagerens forklaringer omkring sine tilbageholdelser, herunder antal og varigheden heraf, kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at klageren har forklaret, at han tre gange er vendt tilbage til Iran, første gang i 1997, hvor han opholdt sig omtrent to år i Iran, og derefter igen i 2000 og 2006. Det fremgår videre af skema til brug for ansøgning om familiesammenføring, underskrevet af klageren [i efteråret] 2003, at klageren har været på ferieophold i Iran i 1998, 2001 og et par gange i 2002. Uagtet klageren har forklaret om anholdelser og tilbageholdelser under opholdene i 1997-1999, 2000 og 2006, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren på trods heraf fortsat er vendt tilbage til Iran, herunder på længerevarende ophold. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren til brug for disse rejser to gange fik udstedt iransk pas på den iranske ambassade i Danmark, at han ind- og udrejste på dette pas, og at han under det første ophold i Iran blev gift med en iransk kvinde, hvilket ægteskab blev registreret. Videre har klageren forklaret, at han i 2006 i Iran for sine politiske aktiviteter før sin udrejse blev idømt en straf på [antal] piskeslag og [antal] måneders tilsyn, og at denne dom er eksekveret. Endelig fremgår det af klagerens forklaring [i vinteren 1999/2000] i forbindelse med eventuel bortfald af klagerens opholdstilladelse, at den gamle sag nu er problemfri, idet præsidenten har beordret, at almindelige tilhængere ikke skal have problemer. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klagerens konflikt med de iranske myndigheder må betragtes som afsluttet, og da klageren ej heller kan anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder, finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/13/gdan
