Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en mandlig statsborger fra Somalia, der var meddelt opholdstilladelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra den samme mandlige statsborger fra Somalia, der var meddelt opholdstilladelse i Italien. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder muligheden for indkvartering, samt at klagerens børn er tvangsanbragt i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Videre bemærkes, at klageren af de italienske myndigheder har fået udstedt et opholdsbevis, som var gyldigt til [slutningen af] 2019, hvor det udløb. Det følger af lovbemærkningerne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1 nr. 2 og 8), at "anvendelsen af bestemmelsen ikke forudsætter af udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse". Der foreligger ikke oplysninger, der taler for at klageren vil blive nægtet indrejse i Italien, hvorfor det forhold at klagerens opholdstilladelse er udløbet ikke kan tillægges betydning ved vurderingen af, om betingelserne for at anse Italien som første asylland er opfyldt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har fået nægtet forlænget sin italienske opholdstilladelse, eftersom klageren ikke har fremlagt dokumentation herfor, samt at de italienske myndigheder [i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at klagerens opholdstilladelse blot er udløbet. For så vidt angår de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet fortsat ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet fortsat ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien - skønt svære - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDAs rapport: "Country Report: Italy - 2019 Update" fra juni 2020 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Der henvises desuden til Flygtningenævnets afgørelse af [begyndelsen af] 2019, hvoraf det fremgår, at klageren tidligere har oplyst, at han havde forskellige former for lønnet arbejde under sit ophold i Italien forud for indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har oplyst om oplevelser under sine flerårige ophold i Italien eller om personlige forhold, der kan føre til, at Italien ikke kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf, udover det i nævnets afgørelse af [begyndelsen af] 2019 herom anførte, lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han efter sin indrejse i Italien i [sommeren] 2019 ikke oplevede konflikter af nogen art. Vedrørende den omstændighed, at klagerens børn befinder sig i Danmark, at de for tiden er anbragt i plejefamilie, da deres mor er udrejst af landet, og at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har henvist til en række bestemmelser i FN's Børnekonvention og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, som angår barnets tarv og familiens enhed, bemærker Flygtningenævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Italien kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2021/1/EDO
