Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra bydelen Jobar i Damaskus, Syrien. Klageren opholdt sig i bydelen [A] i Damaskus, Syrien, i et par måneder forud for udrejsen af Syrien i 2013. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Klageren anførte til støtte herfor, at hun stammer fra Jobar, som er blevet bombarderet og ødelagt. Klageren vil ikke have noget at vende tilbage til. Klageren anførte endvidere som asylmotiv, at hun frygtede at blive anholdt ved kontrolposter, fordi myndighederne er imod borgere fra Jobar, da Den Frie Syriske Hær og al-Nusra-fronten opholdt sig i Jobar på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet betingelserne for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Det er derfor Udlændingestyrelsens vurdering, at der i klagerens hjemområde ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive vilkårligt anholdt af regimet, og at hun vil blive betragtet som modstander af regimet, fordi hun flygtede til Europa og i øvrigt kommer fra et oprørskontrolleret område. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt, fordi hendes søn har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de syriske myndigheder vil finde ud af, at hendes bror, som afgik ved døden i 2012, støttede Den Frie Syriske Hær og kæmpede imod regimet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens bror og to af hendes fætre har støttet Den Frie Syriske Hær og kæmpet mod regimet, og at broren på den baggrund er blevet dræbt. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende herom, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har forklaret, at hendes bror og to af hendes fætre døde som følge af de generelle uroligheder. Den ene af fætrene og hendes bror blev ramt af en snigskytte, og den anden fætter af en bombe, og klageren har ikke oplevet nogen form for konflikter som følge af hendes brors og fætres død. Først under samtalen [i begyndelsen af] 2020 med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har klageren forklaret, at broren blev dræbt i kamphandlinger i 2012, fordi han støttede Den Frie Syriske Hær og kæmpede mod regimet. Hun har også udbyggende oplyst, at broren blev skudt flere gange, efter at han først havde dræbt 12 soldater fra den syriske hær. Klageren har i øvrigt først under mødet i nævnet forklaret, at en nevø og en tredje fætter har været tilknyttet Den Frie Syriske Hær. Nevøen blev tilbageholdt af regimet efter klagerens udrejse, og fætteren blev tilbageholdt i 2012 før klagerens udrejse. Forklaringen om tilknytningen til Den Frie Syriske Hær og tilbageholdelsen af klagerens nevø og fætter fremstår ikke overbevisende. Klagerens frygt for tilbageholdelse, fordi hendes søn [B] har unddraget sig militærtjeneste, kan Flygtningenævnet ikke anse for et asylbegrundende forhold. Nævnet henviser til, at hverken klageren eller hendes familie fremstår som særligt profilerede, og at det af baggrundsoplysningerne, Udlændingestyrelsens rapport "Syria, Military Service" af juni 2020 og Country Report fra Udlændingestyrelsen af oktober 2019 "Syria-Issues Regarding Military Service" fremgår, at familiemedlemmer til desertører eller mænd, der har unddraget sig syrisk militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre de er særligt profilerede. Flygtningenævnet tilsidesætter i den forbindelse klagerens udbyggende forklaring om, at den syriske hær har opsøgt klageren og hendes familie i 2012 for at foretage ransagning efter våben og lede efter terrorister samtidig med, at de sagde, at [B] skulle følge med og samarbejde med den syriske hær. Forklaringen er først fremkommet under nævnsmødet og fremstår utroværdig. Klageren har i øvrigt forklaret under oplysnings- og motivsamtalen, at hun ikke frygter andet end de generelle forhold, og at hun ikke har oplevet konflikter, hverken med privatpersoner, myndigheder eller grupperinger af nogen art, forinden sin udrejse. Hun har ikke på noget tidspunkt været tilbageholdt eller været udsat for strafforfølgning af myndighederne eller andre personer i Syrien. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at klageren er udrejst af Syrien ved forevisning af sit ID-kort ved grænsekontrollen. Under nævnsmødet har klageren udbyggende forklaret, at grænsevagterne blev bestukket. Klageren har fået udstedt et nyt syrisk nationalitetspas ved personlig henvendelse på den syriske ambassade i Cairo. Det nye pas er gyldigt fra [begyndelsen af] 2018 til [begyndelsen af] 2024. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår Flygtningenævnets vurdering i relation til udlændingelovens § 7, stk. 3, bemærker nævnet, at det efter baggrundsoplysningerne, herunder Country Report fra Udlændingestyrelsen af oktober 2020 "Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus", kan lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet siden juni 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der foreligger ikke oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering, og der er herefter ikke grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren er udrejst fra bydelen, Jobar, i Damaskus, der på tidspunktet for udrejsen i 2013 var oprørskontrolleret, ikke kan føre til et andet resultat, idet området i længere tid har været kontrolleret af myndighederne. Det bemærkes endvidere, at klagerens to søstre, [C] og [D], der også boede i bydelen Jobar, flyttede fra bydelen, da urolighederne begyndte. De vendte senere tilbage og bosatte sig i Damaskus by. Under nævnsmødet har klageren forklaret, at søstrene er udrejst af Syrien for omkring et år siden. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus er en enlig kvinde, ikke i sig selv kan anses for et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og artikel 3. Klageren er indrejst i Danmark, da hun var 49 år gammel, og hun har nu haft lovligt ophold i omkring fem et halvt år. Hun har afsluttet danskuddannelse 1, modul 3. Hun har tre voksne børn i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med EMRK artikel 8. Klageren har oplyst, at hun har rygsmerter og forhøjet blodtryk, og at hun indtager smertestillende og blodfortyndende medicin. Klageren havde de samme gener forinden sin udrejse, og Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, der ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klageren for en sådan situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Der er herved bl.a. lagt vægt på baggrundsoplysningerne i ovennævnte rapport om at, syrere har adgang til offentlige sundhedsydelser og hospitaler i Damaskus. De socio-økonomiske forhold i Syrien kan i øvrigt ikke medføre, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2021/49/EDO