dub-sver20215

Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en syrisk mand, der havde indgivet en ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har familiemedlemmer i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter har trukket ansøgningen tilbage. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren kun er 19 år kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren er sund og rask, hvorfor dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse. I forlængelse heraf bemærker nævnet også, at klagerens relation til sine farbrødre ikke er af en sådan karakter, at forholdet er omfattet af dublinforordningens artikel 17. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren er voksen og ikke er afhængig af hjælp fra sine frabrødre. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at der kan være praktiske grunde, som taler for, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at antagelser om en asylsags mulige afgørelse ikke kan medføre fravigelser af ansvarskriterier. Hertil bemærker nævnet også, at det er op til den ansvarlige medlemsstat at sørge for integrationen af de asylansøgere, som meddeles international beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/5/HZC.