Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en hviderussisk mand, der der havde et gyldigt visum udstedt af de polske myndigheder, da han søgte asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.[Dansk Flygtningehjælp/advokaten/klageren] henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at asylansøgere kan blive frihedsberøvet i Polen og at forholdene for frihedsberøvede udlændinge var utilstrækkelige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den 24. februar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, hvis han overføres til Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland fra april 2021, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. De af Dansk Flygtningehjælp påberåbte domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er grundlag for at antage, at de polske myndigheder generelt frihedsberøver asylansøgere uretmæssigt. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Endelig kan det forhold, at klageren tidligere har haft en asylsag i Danmark og har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark for at søge asyl, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har opnået visum til Polen, som er gyldigt fra den 8. januar 2021 til den 31. december 2021, at Polen har accepteret at tilbagetage klageren, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2021/3/imbs
