Nævnet meddelte i maj 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk japadhola og kristen af trosretning fra Tororo, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier af sin familie, lokalbefolkningen og af de ugandiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere at blive tilbageholdt af repræsentanter fra de ugandiske myndigheder og i den forbindelse blive idømt livsvarigt fængsel, fordi han har deltaget i Entebbe Beach Pride Parade [i sommeren] 2012. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt og truet på livet af sin familie, da de blev bekendt med hans homoseksualitet. Endvidere har ansøgeren oplyst, at politi og bevæbnede beboere fra lokalbefolkning ankom til stedet for paraden, hvor han blev slået med knipler og truet med skydevåben. Han blev tilbageholdt i en celle i to til tre dage. Med hjælp fra sin kæreste blev ansøgeren løsladt mod bestikkelse. Siden 2014 har ansøgeren levet åbent som homoseksuel, og siden 2015 har ansøgeren endvidere været i et fast homoseksuelt parforhold, i hvilken periode han har deltaget i flere aktiviteter arrangeret af LGBT Asylum. Ansøgeren har herudover under sit ophold i Danmark medvirket i en række danske TV- og radioudsendelser og artikler i danske dagblade, der blandt andet omhandler ansøgerens liv og situation som følge af sin seksualitet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel til grund. Ansøgeren har siden sin indrejse i Danmark deltaget i en række LGBTI+-aktiviteter og har ved flere lejligheder optrådt offentligt, hvilket i et vist omfang har eksponeret ansøgeren. Herefter og efter oplysningerne om, at ansøgeren i seks år har levet i et forhold med en mand, som han nu er forlovet med og ønsker at indgå ægteskab med, lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han fortsat ønsker at leve åbent med sin seksualitet, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at, ansøgeren tilhører en magtfuld klan og en magtfuld og velhavende familie, og at flere af ansøgerens nære familiemedlemmer er placeret i høje og magtfulde stillinger med tilknytning til regeringen og præsidenten, hvis politik er LGBTI+ fjendtlig, og at familiemedlemmer har udtrykt en negativ holdning om homoseksuelle. Nævnet finder på denne baggrund, at det må lægges til grund, at der på grund af ansøgeren familieforhold og ansøgerens status i klanen vil være særligt fokus på ham. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at homoseksualitet er forbudt ved lov og straffes hårdt, omend der ikke er oplyst eksempler på, at personer er idømt lange fængselsstraffe for homoseksualitet. Det fremgår endvidere af de foreliggende baggrundsoplysninger, at homoseksuelle i Uganda fra myndighedernes side udsættes for vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, og de udsættes for vold og analundersøgelser, hvilket må anses for særligt rettet mod homoseksuelle. Endvidere fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, at homoseksuelle udsættes for overgreb fra civilbefolkningen, og at myndighederne ikke yder beskyttelse herimod. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold for LGBTI+ personer i Uganda i de seneste år er forværret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren efter det oplyste om sine klan- og familiemæssige forhold og baggrundsoplysningerne efter en samlet vurdering har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2021/4/LINB