Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato ultimo] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har den [dato ultimo] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han har forladt landet, er blevet genindkaldt til militæret og har hjulpet sin søn med at undslippe sin værnepligt. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev genindkaldt i begyndelsen af krigen omkring 2012. Han blev opsøgt på sin bopæl af nogle [bekendte] på vegne af regimet. Han blev ikke reelt genindkaldt, da han var for gammel, men han blev bedt om at støtte regimet. Han er kun blevet opsøgt den ene gang. Han kender en, der er blevet anholdt for at forlade landet. Klageren er udrejst illegalt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Klageren fik [den dato ultimo] 2014 midlertidig opholdstilladelse alene som følge af de generelle forhold i Syrien. På forespørgsel benægtede han at have individuelle konflikter. Nævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger og nævnets praksis, at forholdene i Damaskus har ændret sig på en sådan måde, at den blotte tilstedeværelse ikke længere medfører asyl. Betingelsen for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er derfor til stede. Klageren har under sin oprindelige asylsag forklaret, at han udrejse legalt fra Syrien. Han har under nævnsmødet forklaret, at han udrejste af Syrien med sin legale pas. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort at han risikerer problemer som følge af påstået illegal udrejse. Klageren har over for Udlændingestyrelsen under forlængelsessagen og for nævnet oplyst, at han blev opsøgt af de syriske myndigheder inden udrejsen. Han har dog divergeret på væsentlige punkter, herunder om det var nogen personer, han kendte, eller ukendte personer, der opsøgte boligen, om hvad de ville have ham til at gøre og om hvor mange gange, de opsøgte boligen. Klageren har efter sin egen forklaring kunnet bo på samme adresse i hvert fald seks måneder, uden at det har medført konsekvenser af, at han nægtede at samarbejde. Klageren har endvidere fået udstedt pas af de syriske myndigheder i 2018. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at han som følge af det manglende samarbejde har konflikter med de syriske myndigheder. Klagerens søn er indrejst som familiesammenført som 12-årig i 2015. Det er ikke sandsynliggjort, at han har modtaget et indkaldelse til militærtjeneste. Selvom klagerens søn har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, antageligt som følge af risikoen for indkaldelse til militærtjeneste, finder nævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger samt nævnets praksis ikke at klageren som følge heraf risikerer forfølgelse. Det forhold, at klageren på nævnsmødet har fremlagt en fotokopi af et dokument, der efter ordlyden fremstår som en anholdelsesbeslutning, kan ikke føre til et andet resultat, dels fordi dokumentet først er fremlagt så sent, og dels fordi klageren under sønnen sag har forklaret, at han fik oplysningen om anholdelsesbeslutningen mundtligt af sin bror, mens han for nævnet alene har forklaret, at han fik oplysningen med de fremsendte dokument. Klageren har under sin søns asylsag forklaret, at indkaldelse først sker efter der fyldte 18. år. På den baggrund anses det som usandsynligt, at de syriske myndigheder skulle udstede en anholdelsesbeslutning allerede halvanden måned efter, at sønnen fyldte 18. Nævnet finder således ikke, at der er hindringer for udrejse, jf. udlændingelovens § 31, eller at klageren opfylder betingelser for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har levet sit liv i Damaskus indtil 2014. Han har netværk i Damaskus, blandt andet i form af sin bror. Han må formodes at være bekendt med kultur og sprog i Syrien. Nævnet finder derfor, at han har den stærkeste tilknytning til Syrien, også selvom han har en voksen søn i Danmark, og at han har boet her siden 2014. Nægtelse af forlængelsen vil derfor ikke være i strid med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/75/DH
