Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by], Quneitra-regionen, Syrien, men flyttede i 1967 til Damaskus, Syrien, hvor hun opholdt sig til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel af den syriske efterretningstjeneste, idet de ledte efter klagerens søn, [A], som var deserteret fra hæren. Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2013 er ikke nærmere begrundet, men det fremgår blandt andet af styrelsens tilladelsesresolution af samme dato, at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: "Uanset at ansøgeren på visse punkter har forklaret divergerende om sit asylmotiv, finder vi ikke at kunne afvise, at ansøgeren er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, og at hun er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2." Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som følge af sine individuelle problemer med de syriske myndigheder. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2013, at opholdstilladelsen er givet med mulighed for varigt ophold. Herefter, og da der ikke af Udlændingestyrelsen er oplyst omstændigheder, der kan føre til et andet resultat, findes klageren at have krav på at få sin opholdstilladelse forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2013, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/122/MIMA
