Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Syrien. Indrejst 2019.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. I [sommeren] 2015 flygtede hun fra Damaskus til Afrin, hvor hun boede frem til [vinteren] 2018, hvorefter hun flygtede videre til Aleppo, hvor hun boede frem til sin udrejse af Syrien [sommeren] 2019. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, Den Frie Syriske Hær og YPG. Til støtte herfor har ansøgeren anført, at hun [sommeren] 2015 blev truet af de syriske myndigheder, der sagde til ansøgeren, at hvis ikke hendes to brødre meldte sig til militæret den efterfølgende dag, ville de tage hende i stedet. Grundet denne hændelse flygtede ansøgeren til Afrin. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter YPG, idet hun omkring [vinteren] 2018 blev opsøgt af fire til fem kvinder fra YPG, der forsøgte at hverve hende til YPG, hvilket ansøgeren afslog. Kvinderne gav ansøgeren en frist på 10 dage og sagde, at hun ville blive hentet med tvang, hvis ikke hun meldte sig frivilligt. Som følge heraf rejste ansøgeren ved brug af sin kusines ID-kort [vinteren] 2018 til Aleppo. Ved en kontrolpost undervejs til Aleppo fremviste ansøgeren sin kusines ID-kort til en person fra Den Frie Syriske Hær. Personen, der troede, at ansøgeren var ansøgerens kusine, genkendte efternavnet og spurgte efter hendes kusine. Personen sagde til ansøgeren, at hendes kusine, der rettelig var ansøgeren, var efterlyst for at samarbejdede med YPG. I Aleppo fik ansøgeren og ansøgerens morbror fornemmelsen af, at folk begyndte at blive mistænksomme og betvivle, at ansøgeren var den, som hun udgav sig for at være. Som følge heraf udrejste ansøgeren af Syrien. Endelig har ansøgeren anført, at hun frygter krigen og de generelle forhold i Syrien. Ansøgerens advokat har under sit afsluttende indlæg under nævnsmødet påstået sagen hjemvist til Udlændingestyrelsen med henblik på stillingtagen til, om ansøgeren for så vidt angår de generelle forhold i Syrien rettelig skal vurderes asylretligt i forhold til Damaskus, idet ansøgeren efter hans opfattede er fraflyttet Damaskus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun blev opsøgt af de syriske myndigheder, der truede med at anholde hende, hvis hendes brødre ikke mødte til militærtjeneste, er i modstrid med baggrundoplysningerne, hvoraf det fremgår, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste, ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at ansøgerens ene bror efterfølgende angiveligt indtrådte i den syriske hær, hvor han nogle få måneder senere døde som martyr. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at YPG ville tvangsrekruttere hende, også er i modstrid med baggrundsoplysningerne, hvoraf det fremgår, at obligatorisk tjeneste i YPG kun gælder mænd i alderen 18-30 år, at hvervning af kvinder til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis, og at tvangsrekruttering kun er sket i få individuelle tilfælde, hvor kvinder har tilsluttet sig for at flygte fra social kontrol. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at Den Fire Syriske Hær (FSA) skulle mistænke hende for at samarbejde med YPG ikke giver mening henset til, at ansøgeren ikke har kunnet forklare, på hvilken baggrund FSA skulle mistænke hende for dette, ligesom det forekommer påfaldende, at medlemmerne af FSA ved kontrolposten mellem Afrin og Aleppo skulle vide, at ansøgeren var kusine til den kusine, hvis id-kort hun fremviste for disse, og at de derefter skulle fortælle om deres mistanke. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflikter med de syriske myndigheder, YPG eller FSA. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren for så vidt angår de generelle forhold i Syrien skal vurderes asylretligt i forhold til Damaskus, hvor ansøgeren er født og har boet, indtil hun efter sin egen forklaring som [tal]-årige flygtede til Afrin og senere til Aleppo. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det må antages, at ansøgeren ikke har opgivet sin bopæl og har bosat sig i et andet område af Syrien, men at hun flygtede fra Damaskus som følge af krigen. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til forny prøvelse i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har siden [sommeren] 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Da der ikke foreligger oplysninger, der kan føre til en anden vurdering, er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det forhold, at ansøgeren eventuelt ikke har familiemedlemmer i Damaskus og derfor vil vende tilbage som enlig kvinde, kan efter baggrundsoplysningerne ikke føre til en anden vurdering, særligt henset til ansøgerens alder og uddannelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/117/sme
