Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit og familiens liv som følge af den generelle sikkerhedssituation og kamphandlinger i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter krigen, som ikke er slut. Klageren har ved sin advokats skriftlige indlæg [fra foråret] 2021 redegjort nærmere for individuelle årsager til, at han bør meddeles opholdstilladelse. Ved afgørelse af om klageren bør meddeles forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren kommer fra Damaskus. Det kan ikke tillægges betydning, at klageren efter det oplyste er født i Homs. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt forholdene i Damaskus aktuelt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK art. 3, ved den blotte tilstedeværelse i området bemærker Flygtningenævnet, at det efter EASOs rapport Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note af september 2020 samt tillige efter Udlændingestyrelsens rapport Country Report Country of Origin Information (COI) Syria Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020, må lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, hvilket de har haft siden maj 2018. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er indtrådt en forbedring, og at denne forbedring ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder efter disse baggrundsoplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus vil være i risiko for overgreb, jf. ovenfor. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klageren forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan tildeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2014 i det væsentlige alene henviste til generelle forhold, som begrundelse for sin asylansøgning. Ligeledes undlod klageren at reagere på indkaldelser til møder og skriftlig høring. Først efter den påklagede afgørelse er klageren nu fremkommet med forskellige oplysninger, der skal underbygge hans asylmotiv. Således undlod han blandt andet at fremkomme med den væsentlige oplysning om, at han angiveligt skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder, da han blev skriftligt partshørt i [vinteren] 2019. Endvidere har han ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklaret udbyggende, idet han på direkte forespørgsel om, hvorfor han var udrejst henviste til en konflikt med en lokal bandeleder og ikke primært til de oplysninger, der fremgår af hans advokats indlæg til Flygtningenævnet [fra foråret] 2021. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har været i stand til at give nogen troværdig forklaring på, hvorfor oplysningerne om hans asylmotiv først er fremkommet så sent. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Ved afgørelse af om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren efter omkring syv års ophold i landet har begrænsede danskkundskaber, ligesom han kun i begrænset omfang har tilknytning til arbejdsmarkedet. Det bemærkes, at han i [efteråret] 2019 oplyste, at han levede af SU, og at hans forklaring om hans nuværende beskæftigelsesforhold ikke er nærmere underbygget. Klagerens ægtefælle, der indrejste i [efteråret] 2015, er angiveligt ved at gennemføre 10. klasse på VUC. Vedrørende klagerens umyndige børn bemærkes særligt, at de har været i Danmark i omkring 5,5 år. Flygtningenævnet finder ikke, at de efter deres alder, og længden af deres ophold har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Da der endvidere som anført ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/103/aca/
