soma202130

Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at udrejse af Danmark, og at han slet ikke ønsker at udrejse til Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren trods mange års ophold i Danmark først har indgivet ansøgning om asyl den […] 2020, efter at han ved […]’s endelige dom af […] 2019 var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives. Ansøgeren har i realiteten ikke på nogen måde villet medvirke til sagens oplysning, hverken ved samtale med Udlændingestyrelsen som blev forsøgt gennemført den […] 2020 eller ved fremmøde i Flygtningenævnet, hvor han alene har udtalt sig i helt generelle vendinger om sin tilknytning til Danmark og sit kendskab til Somalia, herunder til hvor i Somalia han kommer fra. De skriftlige oplysninger, der er i sagen, giver ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at det også påhviler Udlændingestyrelsen at biddrage til sagens oplysning. Flygtningenævnet bemærker dog, at oplysninger om et egentligt asylmotiv helt overvejende må komme fra ansøgeren selv, såfremt Flygtningenævnet skal kunne fastslå et asylgrundlag. Det af ansøgerens advokat anførte om sagens oplysning kan derfor hverken føre til, at der meddeles ansøgeren asyl, eller til at sagen hjemvises til fornyet behandling. Det af ansøgerens advokat oplyste om ansøgerens helbredsforhold, der ikke er nærmere underbygget ved objektive oplysninger, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” [Soma/2021/30/MNR]