Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Klageren tilhører klanen [A] og er sunni-muslim fra landsbyen [B], i Lower Shabelle-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på ansøgerens vegne henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren er [mere end] 12 år, hvilket almindeligvis er den alder drenge har, når al-Shabaab begynder at tvangsrekruttere dem. Herudover har ansøgerens mor oplyst, at de stammer fra et område, der er kontrolleret af al-Shabaab, og at hendes stedfar er medlem af grupperingen. Endelig har ansøgerens mor som asylmotiv på ansøgerens vegne henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgerens søster vil blive omskåret, og at familien derfor ikke kan vende tilbage til Somalia. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse af d.d. i [ansøgerens mors] sag tilsidesat ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv. Herefter, og da ansøgeren, der aldrig har haft personlige konflikter med myndigheder, al-Shabaab eller andre i Somalia, ikke har sandsynliggjort, at han er særlig profileret eller interessant i rekrutteringsøjemed i forhold til al-Shabaab finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. På denne baggrund, og da Flygtningenævnet under hensyn til de seneste baggrundsoplysninger om situationen i Somalia finder, at de generelle forhold i [B], Lower Shabelle, ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, finder nævnet som anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af sagens oplysninger, at Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2019 også traf afgørelse om ikke at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Baggrunden for afgørelsen var, at opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgerens mor havde opholdstilladelse i Danmark, og at Udlændingestyrelsen samme dag meddelte ansøgerens mor afslag på forlængelse af hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ikke ved ovenstående taget stilling til denne afgørelse, idet klager over afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, behandles af Udlændingenævnet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2021/28/LINB