Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Amazir og sunni muslim af trosretning fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive fængslet af de marokkanske myndigheder, som følge af hans fars krimielle aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far er leder af en narkogruppering i [et kvarter] i Casablanca. Ansøgeren blev af sin familie presset til at deltage i salg af narko for sin far. Som følge af farens kriminelle aktiviteter, er ansøgeren blevet opsøgt af fjendtlige rivaliserende grupperinger, som har truet ansøgeren med at kidnappe ham eller slå ham ihjel, såfremt hans far ikke samarbejdede med dem. Ansøgeren er blevet opsøgt og slået af den rivaliserende gruppe på gaden. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at de marokkanske myndigheder har ransaget familiens bopæl, idet politiet ledte efter ansøgerens far og bror. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han har en konflikt med sin far og sin fars familie og med sin fars fjender i Marokko. Konflikten har imidlertid ikke et omfang og en intensitet, at denne kan begrunde asyl for ansøgeren. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen, herunder at truslerne fra ansøgerens far og familie bestod alene i, at de ville afskære ansøgeren fra familien. Ansøgeren er også selv taget tilbage til sin far, når han manglede penge. Endelig har ansøgerens far ikke sagt noget til, at ansøgeren stoppede med at sælge narko for sig. Der er endvidere henset til, at de trusler, som ansøgeren modtog fra sin fars fjender i 2010 og frem til ansøgerens udrejse i 2016 aldrig er blevet forsøgt gennemført. Det beror på ansøgerens egen formodning, at han ikke i den forbindelse kan opnå myndighedernes beskyttelse. Der er endvidere henset til, at ansøgeren efter sin egen forklaring opholdt sig i Rabat i 2012/2013 i en periode på [X] måneder uden at opleve problemer. Der er endelig henset til, at ansøgeren efter sin legale udrejse i 2016 opholdt sig [X] år i Frankrig uden at søge asyl. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har forklaret, at man som marokkaner ikke kan søge asyl i Frankrig, idet dette alene beror på ansøgerens egen formodning. Ansøgeren har endvidere på flere punkter afgivet divergerende og udbyggende forklaring omkring centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at politiet opsøgte ansøgeren på bopælen, idet han havde deltaget i demonstrationer mod regeringen. Til sin samtale i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har ansøgeren derimod forklaret, at hans far og bror opfordrede ham til at deltage i demonstrationerne, men han ønskede ikke at være en del af sin fars problemer, hvorfor han ikke personligt deltog i demonstrationerne. Ansøgeren har endvidere til nævnsmødet forklaret, at hans far flere gange har truet ham direkte med at slå ham ihjel, kidnappe ham eller på anden måde gøre skade på ham. Overfor Udlændingestyrelsen har ansøgeren derimod forklaret, at faderen alene truede med, at han ville blive udstødt af familien. Det forhold, at ansøgeren frygter at blive fængslet af de marokkanske myndigheder kan ikke føre til at ansøgeren kan meddeles asyl. Der er herved henset til, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning, idet der ikke er oplyst omstændigheder, der kan antages at sandsynliggøre, at ansøgeren er efterstræbt af de marokkanske myndigheder. Ansøgeren er således aldrig blevet tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021.” Maro/2021/6/hmu.
