Nævnet omgjorde i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 1988.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er sunnimuslim fra Tripoli, Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1988, og at hun [i efteråret] 1989 blev meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2007/2008] udrejste til Libanon. Klageren udrejste for at være sammen med sin ægtefælle i Libanon. [I foråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet finder, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, og nævnet har ved vurderingen i det væsentlige lagt vægt på de forhold og omstændigheder, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2018. Der henvises blandt andet til det oplyste om, at klageren [i sommeren] 2012 udrejste af Danmark for at være sammen med sin ægtefælle i Libanon, og at udrejsen blev foretaget, efter at klageren havde opgivet sin lejlighed i København. Det kan hertil lægges til grund, at klageren ikke har haft nogen indtægt i Danmark siden 2007. Nævnet kan i øvrigt henvise til oplysningerne om klagerens anvendelse af sit sundhedskort. Det fremgår af oplysningerne, at hun jævnligt har gjort brug af sundhedskortet i 2007. Hun har alene anvendt kortet to gange i 2008 og en enkelt gang i 2009 og 2010. Sundhedskortet er ikke anvendt i 2011. Klageren må herefter anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at det ikke kan afvises, at klageren ikke har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, forinden Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen. Flertallet henviser til klagerens forklaring om, at hun efter sin udrejse i flere år har opholdt sig i Libanon i 3-4 måneder, og at hun herefter er rejst til Danmark, hvor hun i 2- 2½ måneder har opholdt sig hos sine børn og børnebørn. Forklaringen er understøttet af klagerens fremlæggelse af en flybillet med angivelse af indrejse i Danmark i 2012 og 2017 efter ophold i Libanon. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, ikke kan anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2.” liba/2021/6/ehd
