Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Tehran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er født muslim og er konverteret til kristendommen Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er vantro. Dette motiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning af [efteråret] 2018. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv oplyst, at han allerede i Iran var tiltrukket af kristendommen, fordi han havde en armensk kristen kæreste, og hendes måde at opføre sig på tiltrak ham. Han mødte på asylcenteret i [by A] to iranske asylansøgere, der var konverteret til kristendommen, og som inviterede ansøgeren med i kirke. Ansøgeren gennemførte dåbsundervisning i foråret 2016, men blev ikke døbt ved denne lejlighed, idet han ikke følte sig klar. Da han i begyndelsen af 2019 flyttede til [asylcenter B], blev han engageret i bibelmøder og koret i missionshuset i [by C]. Han startede på ny dåbsundervisningen og blev døbt [i foråret] 2019. En personlig krise med misbrug af [euforiserende stof og smertelindrende medicin] samt et brud med en dansk kæreste, som han havde levet sammen med fra 2016 til 2018, var stærkt medvirkende til, at han søgte kristendommen. Ansøgeren taler åbent om kristendommen og lægger billeder og kristne budskaber på sin Instagramprofil. Han ønsker at leve åbent som kristen i Iran og føler sig forpligtet til at missionere. Vedrørende ansøgerens nye asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens konversion først sker efter modtagelse af endeligt afslag på asyl. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ifølge egne oplysninger ikke var troende i hjemlandet. Nævnet finder, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han trods gennemført dåbsundervisning i foråret 2016 ikke ønskede at blive døbt på dette tidspunkt, men først ønskede dette efter modtagelse af endeligt afslag på asyl, efter hvilket tidspunkt han måtte være motiveret for at opnå et nyt asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at han først blev døbt [i foråret] 2019, fordi en personlig krise med misbrug af [euforiserende stof og smertelindrende medicin] samt et brud med en dansk kæreste, som han havde levet sammen med fra 2016 til 2018, fik afgørende betydning for hans valg, findes ikke at kunne føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra forskellige kirkelige myndighedspersoner samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin konversion, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har en Facebook- og Instagramprofil, hvor ansøgeren i et vist omfang har lagt opslag med kristent indhold, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i den henseende er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Det er derfor fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/39/MIMA
