Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Iran forinden han aftjente sin værnepligt, selvom de iranske myndigheder ønskede, at personer skulle aftjene værnepligt, og at han har opholdt sig uden for Iran i en mangeårig periode og derfor ikke har en tilknytning til Iran. Klageren ønskede ikke at aftjene sin værnepligt, fordi der var krig mellem Iran og Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren indrejste i Danmark i 1984, hvor han var [X] år gammel og mens der var krig mellem Irak og Iran. Nævnet finder det således sandsynliggjort, at han har unddraget sig militærtjeneste i krigstid. På baggrund af notatet fra Udenrigsministeriet af 4. februar 2021 finder Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere en sanktion for unddragelse, der væsentligt overstiger, hvad der er gældende efter dansk retstradition. Nævnet finder således allerede af den grund, at klageren ikke kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet finder af samme grund, at klageren som udgangspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ugift og har ikke børn. Han er opvokset i Iran, som han forlod, da han var [X] år gammel. Han har siden boet i Danmark. Klageren er ved [en landsret] dom idømt en straf på et års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191. Han har derfor begået en alvorlig forbrydelse. På baggrund af kriminalitetens karakter som almen farlig forbrydelse, da han tidligere er straffet efter lov om euforiserende stoffer, og da han forklarer, at han fortsat er i et misbrug, vurderes han at være til fare for samfundet. Samlet finder Flygtningenævnet, at klageren er udelukket fra at blive meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/34/gdan
