iran202130

Nævnet stadfæstede i april 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark deltaget i to demonstrationer mod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter det iranske styre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun har deltaget i to demonstrationer i Danmark mod det iranske styre, hvilket de iranske myndigheder har fundet ud af. Ansøgeren har videre henvist, at hendes far, som befinder sig i Iran, er blevet tilbageholdt af sikkerhedstjenesten, hvor han blev afhørt og fik fremvist billeder og videoer af ansøgeren ved en demonstration. Ansøgeren har også henvist til, at hendes far under afhøringen blev konfronteret med, at ansøgeren har udført politiske aktiviteter, og at han fik oplyst, at hun skal melde sig til myndighederne, så snart hun indrejser i Iran. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, for så vidt at ansøgeren har deltaget i to demonstrationer henholdsvis foran den iranske ambassade og på Rådhuspladsen. Det må lægges til grund, at ansøgeren har været helt uprofileret. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun råbte ”død over Khamenei”, idet hun til samtale [i foråret] 2020 har forklaret, at hun bevidst ikke råbte dette slagord, idet hun skulle tilbage til Iran, mens hun under samtalen [i vinteren] 2021 og for nævnet har forklaret, at hun råbte med på alle slagordene herunder det citerede ”død over Khamenei.” Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt hun [i vinteren] 2019 var i kontakt med den iranske ambassade i forbindelse med, at hun havde fået stjålet sit pas. Nævnet finder det usandsynligt at medarbejdere i Sandholmlejren [i vinteren] 2019 har afvist at tage imod en asylansøgning under henvisning til, at hun havde lovligt ophold frem til [vinteren] 2019. Ansøgeren har ikke kunne give en rimelig forklaring på, hvorfor hun først søgte asyl [i vinteren] 2020. Samlet finder nævnet at disse forhold svækker hendes troværdighed, hvorfor nævnet ikke lægger til grund, at hendes far er blevet opsøgt at efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt at den iranske ambassade eller efterretningstjeneste skulle have vilje eller evne til at identificere ansøgeren. Samlet finder nævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af sin begrænsede politiske aktivitet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/30/aca