irak202114

Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst senest i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1999, og at han [i vinteren 1999/2000] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2011 udrejste til Irak. Klageren udrejste for at hente sine børn til Danmark. [I foråret] 2013 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto), var bortfaldet, jf. udlændingelovens dagældende § 17, stk. 4, og § 17, stk. 1., idet klageren frivilligt havde opgivet sin bopæl i Danmark. Klageren har forklaret, at han udrejste fra Danmark i [foråret] 2011. Han søgte først om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet ved ansøgningsskema modtaget [i vinteren 2012/2013]. I forbindelse med udrejsen undlod han at betale husleje, hvorfor han blev udsat af sit lejemål. Han har etableret sig med sin familie, og på ny indgået ægteskab med sin ægtefælle, i Irak med bolig, og har ikke dokumenteret eller på overbevisende måde sandsynliggjort, at han har været i Danmark i den mellemliggende periode. Flygtningenævnet finder, at klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, og at han har opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at han i løbet af 2012 havde kontakt med den danske ambassade kan ikke føre til et andet resultat. Under henvisning til at han har boet i Irak i otte år, og at han har fået udstedt et irakisk nationalitetspas, samt da han ikke for nævnet har forklaret om eventuelle konflikter i Irak, finder nævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at der i medfør af udlændingelovens § 31, foreligger hindringer for udrejse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/14/gdan