Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende, fra [by], [område], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fætter og sin svoger. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans mor arvede noget jord fra sine forældre, som hendes bror ønskede ejerskab over. Ansøgerens morbror forsøgte at tvinge hans mor til at underskrive et dokument, hvorved hun tildelte ham sin del af arven. Da hun nægtede dette, truede morbroren hende med, at han ville slå hende og hendes børn ihjel. Morbroren og hans søn, ansøgerens fætter, overfaldt herefter ansøgerens mor fysisk, hvorfor ansøgeren overfaldt fætteren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at efter hans udrejse af Irak i 2015 er hans bror, [A], blevet opsøgt af ansøgerens fætter. Ansøgeren har herudover oplyst, at han blev overfaldet af sin fætter, og anmeldte dette til politiet, hvilket førte til, at ansøgerens fætter blev anholdt, og var fængslet i to til tre måneder. Under fængslingen har ansøgerens morbror ringet og truet ansøgerens mor. Ansøgeren har ydermere oplyst, at han efter sin seneste udrejse af Irak har opholdt sig i [et europæisk land], hvor han blev overfaldt og stukket gentagne gange med en kniv af sin fætter og nogle af dennes venner, og af sin svoger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han under to tidligere asylansøgninger har afgivet falske oplysninger. Hans generelle troværdighed er derfor stærkt svækket. Han har ikke fremlagt nogen former for dokumentation vedrørende sit asylmotiv. Hverken dokumentation for, at moren ejer jord eller politianmeldelser vedrørende de tre påståede overfald. Han har forklaret divergerende på væsentlige punkter om sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvornår jordkonflikten opstod, om de to overfald der medførte, at [B] blev fængslet, og om [B] var fængslet, da ansøgeren udrejste i 2019. Han har ikke nærmere kunne begrunde, hvorfor han valgte at udrejse i 2015. På baggrund af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Han har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/13/gdan